You are currently viewing Er du et stærkt menneske? Sandsynligvis ikke

Er du et stærkt menneske? Sandsynligvis ikke

Vil du vide hvorfor du ikke er så stærk som du tror, muligvis mere ensom end du tror, og hvorfor det er vigtigt at ændre vores kultur og vise vores ”negative sider”? Så læs med her:

At vise os som hele mennesker, med alt hvad det indebærer af negative som positive sider, giver os en større mulighed for et autentisk møde, og dermed en større rummelighed og kærlighed mellem os. Og det er definitionen af et stærkt menneske.

Vores kultur er blevet mere og mere et ”glansbillede” af vores liv, både i daglig tale med andre og på SoMe, og det giver os dårligere relationer til andre. Vi har flyttet fokus endnu længere væk fra det vi kalder for vores ”dårlige sider” –  der når vi eks. er sure, vrede, irriterede og frustrerede, men også der hvor vi er trætte og kede af det, og der hvor vi er bekymrede og bange og der hvor vi er i sorg – hvis det varer længere end nogle måneder. Alt dette ser vi som en svaghed, og derfor gemmer vi det.

Men at gemme det overfor andre hjælper os ikke og udvikler os ikke, det gør os til gengæld til mere ulykkelige mennesker. For når vi ikke kan dele hele os, så får vi ikke sat ord på svære følelser og ordløse tanker, og vores relationer vil altid være ”halve” relationer. Og vi ender med at føle os alene.

Det ved vi dog ofte ikke at vi gør, for vi fejer også ofte de ”negative” følelser af vejen overfor os selv. ”Ja-hatten” som et koncept laver vi ikke kun overfor andre, vi gør det også overfor os selv. Tanker som ”nå men sådan er det” og ”så nu må jeg/vi tænke positivt, for det nytter ikke at dvæle i det” og mange andre flyver rundt i hovederne på os hele tiden, og præger vores tilgang til livet. Jeg skal ikke dele mine negative, også set som dårlige, tanker og følelser med andre for det ”gør mig svag”, det viser at jeg ikke har ”styr på livet” osv., er en stor del af vores kultur og den fylder mere og mere. Og jo mere det fylder jo mere ulykkelige bliver vi – ofte uden at vide hvorfor.

Verden bliver mere rå når vi tænker sådan, vi skal kunne ”tåle (mere af) mosten” – se bare på Trump og hans kumpaners både sproglige og arrogante tilgang til andre. Og ikke mange tør sige fra overfor dem, for de er bange for at de bliver udskammet og udstødt. Forestil jer at vi viste dem vores sårbarhed? Det ville der helt sikkert ikke komme noget godt ud af for os. Og det er fordi vi er på vej i en mere rå retning, hvor de ”negative følelser” ikke accepteres, og hvor vi kun skal vise det vi ser som vores ”stærke positive side”.

Men den ”positive side” kan aldrig stå ”alene” hvis man stræber efter at være et stærkt menneske, for et stærkt menneske er altid et menneske der tør at vise sig som et helt menneske. Og det indebærer at man tør at dele alle følelser og tanker – både ”negative som positive”.

Vil du være med til at ændre kulturen?