Selvværd og selvtillid er to forskellige ting, men de forveksles ofte fordi de begge handler om tanker om os selv. Og det er også komplekst, så det er forståeligt, at mennesker ikke helt kan skelne mellem selvværd og selvtillid.

Selvværd handler om ens tanker og følelser om eget værd i de forskellige kontekster – hvad er jeg værd som menneske – føler jeg, at jeg kan bidrage med noget, har jeg det godt med mig selv i konteksten. Et selvværd handler altså om et samlet billede af sig selv i en given situation. Man kan sige at man har det godt med sig selv, altså ens person.

Selvtillid handler om ens tro på at kunne, altså have tillid til at man kan klare en ting – jeg er god til idræt, og jeg har tillid til at jeg kan klare det. En selvtillid handler om en tillid til at kunne klare noget, dvs. gennemføre noget som man synes er tilfredsstillende. Man kan sige at man har det godt med det man gør, altså ens gerninger.

Man kan altså godt tænke om sin adfærd, at man gør noget godt, dvs. have høj selvtillid, men samtidig tænke, at man som person ikke er noget særligt, dvs. have lavt selvværd. Det ene følger altså ikke nødvendigvis med det andet.

Vi mennesker tror dog typisk at når vi har høj selvtillid, så har vi højt selvværd. Selvværdet følger dog ikke så ofte selvtilliden, som omvendt.

Har man et højt selvværd, så er ens selvtillid også ofte god, men den er ikke så vigtig, for man har det godt med sig selv i konteksten og derfor betyder det eks. ikke alt, om man vinder en kamp eller får den højeste karakter, for det vigtigste er, at man har det godt med sig selv i situationen. Har man en høj selvtillid, dvs. tænker man at man er god til noget, betyder det ikke, at man har det godt med den person man er.

Ofte forveksler vi dem fordi vi tænker, at når vi synes vi er gode til noget, må det betyde, at vi har det godt med os selv. Men det, at jeg er god til noget, er ikke det samme som at jeg har det godt med mig selv.

Altså bare fordi jeg godt ved, at jeg er god til matematik, betyder det ikke, at jeg synes jeg er et godt menneske.

Både selvtillid og selvværd er vigtige for vores egenopfattelse, men selvværdet er hele grundlaget for vores følelse om os selv og hvem vi er, mens selvtilliden er en opfattelse af enkelte ting vi gør. Selvtilliden er altså med andre ord kun en under- eller delkategori mens selvværdet omfatter hele kategorien egenopfattelse. Og derfor er selvværdet vigtigere end selvtilliden.

Hvordan lavt selvværd opstår

Vi kan kun føle vi er noget værd i samspil med andre, ellers kan vores værdi ikke defineres.

Mennesker er flokdyr – vi er inderst inde afhængige af en følelse af, at have forbindelse med andre, dvs. føle at vi har en værdi i forhold til noget. I urtiden kunne vi kun overleve hvis vi var sammen om at finde mad osv. Og sammen følte vi os trygge, der var nemlig større chance for at vi sammen kunne bekæmpe de farlige dyr, end hvis vi var alene.

Men følelsen af at være noget sammen med andre handler også, ja faktisk mere om, at føle man bidrager med noget – kærlighed, empati, omsorg, forståelse, anerkendelse, passe på, bekymre sig osv. – altså i bund og grund at se og høre andre. Det kan både være en god vennefølelse, familiefølelse og kærestefølelse.

Vi er ikke født til bare at kunne dette, vi er født med evnen til det, men vores forældre og andre voksne vi er i tæt kontakt med, skal vise os hvordan vi udlever disse følelser, ved selv at vise os disse følelser. På den måde kan vi selv føle hvordan det føles af få, og se hvordan man viser disse følelser. Og ved at få disse følelser, føler vi os for alvor set og hørt, og vores selvværd stiger – vi føler vi er noget værd.

Lavt selvværd opstår når vi ikke føler os rigtig set og hørt – rigtigt i den betydning at vi ikke kan mærke det – altså andre kan sige det, men hvis de ikke mener det helt, men de bare siger det fordi de ved, at det er meningen de skal gøre det, så mærker vi det, og det har reelt den modsatte effekt, nemlig at vi ikke føler os set, hørt eller elsket for den sags skyld. Og det er, som barn, dér vores selvværd enten vokser eller svinder, primært afhængig af om vores forældre og andre voksne vi er meget sammen med, mener det de siger eller ej.

Det lave selvværd skyldes dog ikke kunvores forældre eller andre voksne vi er i kontakt med, det skyldes faktisk alle de kontekster, vi bevæger os i. Vi kan altså godt have et godt selvværd hjemme, men hvis vi bliver drillet i skolen kan vi have et lavt selvværd i skolen eller til idræt eller i en vennegruppe, alt afhængig af, hvordan vi bliver modtaget af andre. Man tænker normalt, at kommer man i skole med lavt selvværd hjemmefra, så er man lettere påvirkelig i den retning, men der skal faktisk ikke meget til, selvom man har et højt selvværd hjemme, for at få et lavt selvværd i andre kontekster. Og det er fordi vi ved, hvordan vi føler når vi har højt selvværd. Derfor kan man ikke sige at et lavt selvværd i nogle kontekster skyldes andre kontekster, men det påvirker ens selvværd generelt hvis man ikke oplever at blive set og hørt nogen steder. Så jo flere steder man ikke ses og høres, og jo mere massivt man oplever det, jo lavere selvværd generelt. De steder hvor det er meningen at barnet, eller den voksne, skal kunne føle sig tryg er dog der hvor det har størst betydning, og derfor også der hvor det fylder mest.

Grunden til at de fleste af os, børn som voksne, har lavt selvværd, er altså fordi vi ikke føler os rigtig set og hørt. Og det er primært fordi vi ikke selv har oplevet det som barn, og derfor ikke selv rigtig ved, hvordan vi skal udtrykke vores tanker og følelser overfor hinanden. Og grundene til at rigtig mange ikke ved det, er flere, men to ting gør sig især gældende i vores kultur:

1. Vi udtrykker ikke vores følelser generelt fordi de associeres med at være svag eller ”for meget” (selvom det i virkeligheden er et udtryk for at være stærk – altså være i kontakt med sig selv og det er nok det stærkeste man som menneske kan være). Vi lærer nemlig som børn, fra vores forældre og andre voksne, at vi skal klare alle situationer uden at vise ”for mange” følelser. Dvs. vi kan godt være glade men med måde – hop ikke rundt eller huj hvis du er glad, råb ikke hvis du er sur, er du taknemmelig så sig det ikke 10 gange i træk, har du en ide så råb ikke for meget op hvor fantastisk du synes den er, etc.

2. Vi har fået enormt svært ved at udtrykke de ”ikke positive følelser”, også kendt som de ”negative” følelser som vrede, surhed, irritation men også frustration, kedafdethed, desparation, bangehed, ærgrelse, bekymring og sorg, i nutidens kultur. Og det er vi både fordi vi er bange for at træde nogen over tæerne, og fordi det ikke er ”på mode” at vise andre end det vi opfatter som positive følelser. Men selvom vi ikke giver udtryk for de ”negative” følelser, er de der stadig, for de forsvinder ikke ved at undertrykke dem. De kommer i stedet til at fylde i vores underbevidsthed, og kommer enten til udtryk i vores kropssprog, tonefald eller ved andre lejligheder, både med dem vi ikke fik udtrykt de negative følelser overfor, men også overfor andre mennesker, fordi vi, ubevidst, er opfyldt med de ”negative” følelser. Det er faktisk det mest almindelige i vores kultur.

Det betyder derfor, når vi kun udtrykker vores positive følelser med måde, eller slet ikke, at det er svært for andre at læse og integrere det vi siger, for det føles ikke helt, hvilket det jo heller ikke er, og det sætter vores selvværd på prøve – helt ubevidst, men oplevelsen ender med en følelse af ikke at blive rigtig set og hørt.

Hvad vi kan gøre ved det

Det autentiske empatiske samspil med hinanden, er en af de vigtigste ting vi som mennesker skal fokusere på.

Autencitet og en empatisk tilgang når vi voksne taler med vores følelser til vores børn, er vejen til etablering af et godt selvværd hos børnene.

Men det kræver omsorg og forståelse, så man føler sig set og hørt. Og med tiden giver man det automatisk videre til andre – også i andre kontekster.

Undervurder aldrig kommunikationens betydning for følelsen af at blive set, hørt og forstået. Og undervurder aldrig følelsen af at blive set, hørt og forstået – den følelse er afgørende for selvværdet og udviklingen.

En kultur med sarkasme, ironi, pranks, drillerier for ”sjov”, er en kultur som har meget større indflydelse på vores indbyrdes interaktioner, og dermed vores selvværd, end vi ved.

At drille ”for sjov” er noget vi danskere er virkelig gode til, faktisk så gode at vi er lidt stolte af det. For man kan jo godt være stolt af, at man kan ”klare mosten” når andre driller, at man kan ”børste det af sig”, og lade som om det ikke har indflydelse på vores selvværd. Men uanset hvor meget vi selv synes at vi kan ”klare mosten”, så siver der alligevel en hel del ind bag facaden, og i det lange løb skader det os. Det er nemlig sådan at vi ikke lægger mærke til den nedbrydende effekt ironi, sarkasme, pranks og drillerier har på os, og det gør vi ikke, fordi det altid er foregået sådan, siden vi var ganske små, og det er derfor blevet en del af vores dagligdag, så vi tænker ikke bevidst over, hvad det egentlig gør ved os at blive drillet, pranket eller talt til sarkastisk eller ironisk. Og mens vi ubevidst ignorerer denne nedgørelse af os, siver det langsomt ind bag facaden og roder med vores selvværd.

Lavt selvværd forværres af “mig” kulturen, for vi møder ikke hinanden via empati men via egoisme. Den manglende empati gør at vi ikke tænker på andres følelser når vi kommenterer på hinanden, og det betyder at vi, når vi får en kommentar, ikke føler os set, hørt og forstået, og det har vi brug for i vores tanker og følelser om os selv. Man kan godt være uenige men respektere hinanden og have forståelse for den andens synspunkt, men det kræver at vi anvender empati. Og det er via empatien føler vi os set og hørt.

Vores indbyrdes måde at kommunikere på, har altså stor betydning for vores opfattelse af os selv. Når vi eks. via SoMe eller i diskussioner har dårlige møder med andre mennesker, fordi vi ikke har empati eller respekt for hinandens følelser, og derfor bare skriver eller siger hvad vi har lyst til, så kan det altså have stor betydning for selvværdet hos modtageren.

At lytte og vise kærlighed, empati, omsorg, forståelse, anerkendelse, og tage hensyn til andre er forældrenes ansvar at lære børn og unge. Når man har lært det, er der nemlig stor sandsynlighed for, at vi selv anvender det, og med det påvirker vi hinandens selvværd positivt. Men det kræver en kulturændring.

Vores adfærd overfor hinanden har, som nævnt ovenfor, altså den største betydning for vores selvværd. Oplever vi at blive set og hørt stiger vores selvværd, og det betyder at vi lever lykkeligere. Vi får nemlig større rummelighed overfor både os selv, som andre og deres meninger, og vi kan bedre udtrykke vores følelser, både positive som negative, på en hensigtsmæssig måde.