You are currently viewing Kvinder, teenagere, hormonsvingninger og mænd

Kvinder, teenagere, hormonsvingninger og mænd

Jeg fik, i mit professionelle  virke, for nylig et spørgsmål af en mand som lød: ”Hvad er den hurtigste måde at få en kvinde til at blive rolig når hun er vred?”, og det fik mig til at tænke på at jeg ikke så sjældent er stødt på både mænd og kvinder der joker med kvindens præmenstruelle tilstand, når kvinder er frustrerede eller vrede. Men denne hormonsvingende tilstand er faktisk ikke en joke, den er nemlig en nødvendig del af kvindens fertile liv, ligesom teenagerens hormonsvingende tilstand er en nødvendig del af overgangen fra barn til voksen. Og manden kan vælge at være en støtte.

Ændringerne i hormonniveauerne både hos teenagere som hos kvinder er helt naturlige, og viser at deres krop fungerer som den skal.

Men disse hormonændringer medfører et stort arbejde for både kvinden og teenageren, for der foregår både rent fysisk, men også rent tankemæssigt, rigtig meget.

Og dette arbejde kroppen gennemgår, er ikke noget man kan gøre hverken fra eller til, det er bare en naturlig del af kvindens og teenagerens liv.

Når man som mand ikke får disse hormonsvingninger, kan han derfor vælge at se det som en lettelse ikke at have dem, i det omfang en kvinde og en teenager har.

Og han kan også vælge at være der for dem, og rumme dem når de bliver frustrerede, kede af det eller vrede.

Hvis vi opmåler den tid kvinderne og teenagerne bruger på at forstå hvad som foregår hos dem, mens de prøver at arbejde med disse humørsvingninger, har mændene rigelig tid ”på kontoen” til at være der for både teenagerne og kvinderne.

Og måden mændene kan være der for kvinderne og teenagerne er, at lytte til frustrationer, at prøve at forstå frustrationen og derefter være med i processen på en anerkendende måde.

Og anerkendende kan være mange forskellige ting: det kan være at lytte og forstå, det kan også være at kramme og fysisk vise anerkendelsen, og det kan være at hjælpe både fysisk som tankemæssigt afhængig af hvad der fylder.

Det kan hjælpe os alle i vores følelse af samhørighed, det kan hjælpe manden til at være med i processen og ikke føle sig udenfor, og det kan hjælpe os til en endnu bedre kommunikation om hvem vi er og hvad som sker for os.

Og hvis det er svært for manden ind i mellem at rumme disse svingninger og følelser, kan det måske hjælpe ham, at tænke på, at dette ikke er noget hverken kvinden eller teenageren kan gøre for – disse hormonsvingninger er en naturlig del af udviklingen gennem livet, hormonsvingningerne er nødt til at være der, for at teenageren kan blive voksen, og for at kvinden kan få børn.