You are currently viewing Vi kæmper for meget for os selv

Vi kæmper for meget for os selv

og for lidt for helheden og fremtiden

Vi kæmper ikke for andre, vi kæmper for os selv – derfor skal der kvoter på stillinger, så kvinderne kan få ligestillingen lige NU, og derfor skal vi alle støtte LGBT, så de kan være som de har lyst til at være, lige NU. Men alt i verden kræver tid til forandring.

De soldater der kæmpede under anden verdenskrig kæmpede ikke for sig selv – de kæmpede for andre, for de vidste at når de betrådte strandene på D-DAY, så var der lille chance for at overleve, men de gjorde det alligevel, fordi det handlede om mere end dem selv. Det handlede om fremtiden. Mange af dem var så unge, at de slet ikke havde nået at stifte familie, men de kæmpede alligevel, for det handlede om andet end dem selv. Så kan man sige at de jo blev indkaldt, men alle de europæere der ikke var briter samt alle canadierne, og helt sikkert også mange af de briter og amerikanere der var med, de meldte sig selv, fordi det handlede om i fællesskab, at få en bedre fremtid.

Feminismen opstod til dels også sådan, de startede bevægelsen for at alle kvinder skulle få det bedre – gradvist. De vidste at det ville tage tid, og at de var nødt til at starte i det små. Således oprettede de eks. kaffevogne som kvinder stod i, for at få mænd til at drikke kaffe og ikke bruge alle pengene på at drikke, så der var til hele familien. Det var for ikke kun for familiens skyld, det var også for kvindernes skyld. Det var et skridt på vejen til at kvinderne fik det bedre. De fik stemmeret til kommunalvalget flere år inden de fik stemmeret til Folketinget.

Vi kan nemlig ikke ændre verden på et par år, for det handler om så meget mere, end en holdning til noget. Det handler om en hel kultur der skal ændres, og det kan den kun, hvis vi starter med de små børn, og voresopdragelse/vejledning af dem. Selvom vi alle i øjeblikket påberåber os rummelighed, og tror at så accepterer vi andre som de er, så er det kun en halv sandhed, for vi er kun meget lidt opmærksomme på vores kultur, og hvad den betyder for vores opdragelse af vores børn, som altså afføder en opførsel hos vores børn.

Det handler om en kultur der bor så dybt i os, at vi er biased af den, uden selv at være opmærksomme på det – selvom mange af os tror vi er det. Det handler om, at vi skal forstå at vi stadig opdrager kønsforskelligt, og det gælder os alle, selv feministerne og folk indenfor LGBT – vi opdrager alle biased af en kultur. Vi er nødt til at forstå, at hvis vi vil gøre det ordentligt, så kan det kun gøres step by step så vi ikke “falder på vejen”, og folk begynder at modarbejde vores hensigt, FORDI vi ikke giver det tid.

En kultur kan nemlig ikke ændres ved kvoter eller pridefestivaler. Det ender desværre i stedet med, at vi får nok af hinandens hensigter, fordi det forceres. Vi skal ændre en hel kultur, og det kan vi ikke ved at forcere. Me-too bevægelsen viser det desværre tydeligt, den har lidt det ene knæk efter det andet, fordi vi så gerne vil have det gennemført lige NU. Men det kræver planlægning, og det kræver tid og forståelse.

Soldaterne under anden verdenskrig vidste godt ,at de kæmpede for noget andre ville få glæde af, og som de måske ikke selv nåede at få glæde af. De vidste godt det ikke var fra den ene dag til den anden – de øvede mange måneder før den egentlige dag de stormede strandene og kæmpede videre, for på sigt at befri landene et efter et. De kæmpede så franskmændene kunne  være franskmænd, og danskerne kunne være danske etc. Og indsatsen var deres liv.

Vi kæmper for os selv, ikke så meget for fremtiden, for så var vi begyndt med at sætte os ind i vores opdragelses betydning for vores børn. Vi opdrager stadig piger til at være relationsorienterede og drenge til at være køns/præstationsorienterede. Vi tænker at når en pige taler med en anden pige så sladrer hun, det er jo det piger gør, og vi tænker at når en dreng gør grin med ting ja sågar hinanden, så er det jo det de gør. Det giver kvinder der har svært ved at sige fra, og mænd der har svært ved at være i følelsesrelationer, og derfor tror det handler om at vise de kan osv.

Jer der har mulighed for det, se lige på børnehaveklasserne, og betragt kønnenes adfærd. Og jer der ikke har, tænk over om det ikke er sådan I tænker når I ser piger tale sammen i en lille gruppe, og når I ser drenge vise sig for hinanden(og pigerne).

Men vi opdragede jo også vores børn sådan under anden verdenskrig, kan man så indvende, og det er rigtigt – men dengang tænkte vi ikke kun på os selv, vi tænkte på helheden, og vi opdrog vores børn til også at tage et socialt ansvar, og gøre noget sammen med andre for fremtiden. Det sociale ansvar er ikke i høj fokus mere, og det afføder egoisme, og manglende selvindsigt. Vi opdrager ikke piger og drenge til at spørge sig selv ”hvad kan jeg gøre for helheden?”, vi opdrager piger og drenge til at spørge andre ”hvad kan du gøre for mig?”.

Vi burde i stedet bruge mere krudt på at opdrage begge køn til at tage ansvar for helheden, og lære vores døtre at tro på sig selv og sige fra i relationer, så kan de bedre være en del af helheden, og ikke føle at de kun kan tale i små grupper. Og lære vores sønner om relationer og følelser, så de får en større forståelse for energier, kropssprog og grænser, og dermed kan være sammen med begge køn, uden at misse helheden. På den måde får både piger og drenge en større følelse af, at være en del af helheden, og kunne gøre noget for helheden. Vi kan alle bidrage med et socialt ansvar, og det være sig både overfor de nærmeste, som de fjerneste.

Men som det er nu, så er vores kamp en kamp for os selv – ikke en kamp for helheden og fremtiden, og vores kamp er ikke engang med livet som indsats.

“They walk with you” credit: Juno Beach Centre