Hvad er inklusion i familien, og hvorfor er den så vigtig?

Hvad er inklusion i familien, og hvorfor er den så vigtig?

Begrebet inklusion bruges gerne i skolesammenhæng, men inklusion betyder egentlig bare inddragelse i et fællesskab eller en sammenhæng, altså inkludering af nogen/noget. Inklusion er en rigtig fin beskrivelse af et fællesskab hvor alle inddrages, og det gælder også i familien.

Når forældre inkluderer børnene i hvad der foregår, er det altså inklusion. Forældre inkluderer ofte børnene når de eks. taler sommerferie, mad, hvad de skal lave i weekenden etc.

Inklusion foregår derfor ofte ift. fysiske gøremål, men inklusion er, i familiesammenhæng, faktisk vigtigere rent følelsesmæssigt.

Man kan foretage inklusion ift. alle følelser. Men ofte inkluderer forældre kun børnene, hvis de oplever positive følelser. Det kan eks. være når de får et nyt job. At inkludere børnene i det at opleve noget godt, lærer dem om oplevelsen af de gode ting i livet, hvilket er både rart at føle, og samtidig lærerigt ift. følelseshåndteringen af de enkelte følelser.

Når barnet lærer følelseshåndtering af de forskellige følelser, lærer det altså at forholde sig til følelsen på en sund måde, og det er trygt at være i. Barnet får altså et naturligt forhold til alle følelser, hvilket giver barnet optimale emotionelle levevilkår.

Men de fleste forældre, har svært ved at inkludere børnene i de følelser de selv oplever som værende negative som eks. angst, frustration, vrede eller kedafdethed. De sørger for at ”skåne barnet” for de følelser der giver ubehag, og de gør det i bedste mening.

Det er svært for forældrene, at åbne op for de ubehagelige følelser, for de har aldrig selv lært det, og de vil samtidig gerne, at børnene lever så længe som muligt, uden at skulle forholde sig til det dårlige der følger med livet.

Men netop for at skåne barnet fører de ”faklen hvor man ikke taler om de ubehagelige følelser” videre, og det er ikke godt for barnet. Det gør nemlig, at inklusionen i familien aldrig helt lykkedes, samtidig med, at barnet vokser op med ikke at lære at mestre, at tale om ubehagelige følelser.

Man skal nemlig ikke tage fejl af børns evne til at opfange alle følelser og energier der sker omkring dem. De har, som børn og langt op i teenageårene, stadig evnen til at ”læse” andre, og de ubehagelige følelser forældrene ikke taler om ses stadig i forældrenes kropssprog, manglende opmærksomhed eller irritationer når de er stressede, bange, frustrerede eller vrede.

Så selvom forældrene ikke inkluderer børnene i deres ubehagelige følelser, mærker børnene dem stadig, og da man ikke taler om dem, efterlader det børnene med en masse uforstående følelser, der gør dem usikre overfor både følelser og adfærd fra forældrene.

Således mærker de også de nervøse følelser dagen inden, hos den forælder som skal til jobsamtalen, om det ovennævnte job. Men hvis forælderen ikke taler med børnene om det, bliver det en gættekonkurrence for børnene, hvorfor de kan mærke nervøse spændinger hos vedkommende. Og ofte ender børnene op med, at tænke det handler om dem.

Et menneske er født med alle følelser, både behagelige som ubehagelige, og det er der en grund til. For at kunne leve rimelig harmonisk afbalanceret, rent følelsesmæssigt, er det vigtigt at alle følelser føles og tænkes over.

Det er derfor essentielt, at vi også forholder os til de ubehagelige følelser. Og for at kunne lave inklusion i familien, er det derfor vigtigt, at alle følelser ”kommer på bordet”. Vi har nemlig ikke en fuldkommen inklusion i familien hvis vi fravælger noget.

Det er derfor vigtigt at vi taler om de ubehagelige følelser, og det betyder at man er villig til at vise sårbarhed. I inklusionen hører nemlig også den følelsesmæssige forbindelse, som er kernen i relationen.

Den følelsesmæssige forbindelse, er den forbindelse der både forstærker relationen mellem jer i familien, men også de fremtidige relationer jeres barn får med andre. At kunne rumme hinanden i den følelsesmæssige relation, er fundamentet for alle gode relationer.

At vise sårbarhed, forstå og rumme er inklusion

At vise sårbarhed og forstå og rumme er tre keywords i relationer.

Når man taler om sin angst, frygt, frustrationer og vrede, uden at søge at den anden tager over og tager sig af én, ligesom man taler om sin glæde, nysgerrighed, begejstring osv., inkluderer man andre fuldt ud.

Det giver både os og vores børn mulighed for selv at kunne forstå, og dermed rumme egne sådanne følelser, og ligeledes give udtryk for dem. Disse følelser bliver ikke tabu – som nogle vi ikke taler om, men de bliver en del af livet. Og kan man rumme følelserne kan man rumme tankerne og give udtryk for dem.

Inklusionen, og dermed samhørigheden, bliver større, og det giver både forældrene og børnene plads til at være sig selv, med alle de følelser der opstår – altid.

Jo mindre vi taler om hvordan vi har det, jo mindre er samhørigheden og jo dårligere er relationen, og inklusionen er dermed ufuldkommen.

Læring om livet i alle sammenhæng

Forældre skal huske, at det, at tale om alle følelser, giver børnene den største læring i livet. Ingen anden læring er vigtigere, fordi livet foregår i alle sammenhæng med alle eksisterende følelser.

For uanset om vi taler om dem eller ej, så eksisterer de altid i os. Når vi oplever ubehagelige ting får vi ubehagelige følelser, og disse følelser er lige så vigtige at tale om, som de behagelige følelser, for at kunne rumme os selv og andre, i alle henseender.

Tre råd til alle forældre der gerne vil mestre inklusionen fuldt ud:

1. Vær autentisk – vis også din sårbarhed, dvs. vær dig selv og vær ærlig altid – bullshit aldrig.

2. Vær empatisk – i empatien har vi forståelse, og i forståelsen har vi mulighed for at rumme.

3. Giv dig selv lov til at rumme både det ubehagelige, som det behagelige.