You are currently viewing Er dit barn til en udefineret ”samtale” hver dag?

Er dit barn til en udefineret ”samtale” hver dag?

Min datter skal til samtale, en samtale om et job, men det er en speciel samtale, for de har bedt hende om selv at definere en præsentation af noget hun selv vælger, selvfølgelig indenfor området virksomheden er, men det er et stort område. Hun skal så bruge 10 minutter på at fremlægge det for et panel, som ikke har tænkt sig at sige noget, men senere, et par dage efter måske, får hun at vide om hun kommer ind til anden samtale.

Det lyder jo umiddelbart meget spændende, men lige præcis en sådan samtale, der ikke er rigtig defineret, og som hun udelukkende selv står for, uden nogen som helst interaktion med andre undervejs, er meget angstprovokerende for næsten alle mennesker – gør noget som du selv finder ud af hvordan du gør – ja indenfor det her område, men mere siger vi ikke, og så håber vi, og specielt du, bare at du vælger noget som vi kan lide, og som accepteres så du kan komme videre.

Se nu er det jo bare en jobsamtale, og hvis præsentationen ikke går som hun håber, så kan hun jo altid søge at andet job.

Men hvis vi nu overfører det til noget helt almindeligt, nemlig vores opdragelse eller vejledning af vores børn, så er det en helt anden snak – for det har indflydelse på hele deres færden i livet. 

Vores børn er født ind i livet med gå på mod, nysgerrighed og lyst til at finde ud af hvordan verden foregår. Men verden er virkelig stor, og der er mange ting der skal findes ud af, og eksploreres, men også tages hensyn til.

I jobsamtalen, er min datter afhængig af flere menneskers forskellige forestillinger om en god præsentation, og hun er afhængig af, at andre også har været inde og præsentere. Panelet der bestemmer, har nok også en ramme for, hvad de mener er acceptabelt at præsentere, og måske også en ramme for, hvordan man gør det – ens kropssprog, ens prosodi og endelig selve ordpræsentationen.

Det samme oplever alle børn i deres dagligdag – vi har, som voksne, lavet kulturer som de skal passe ind i, og det giver jo nogle forventninger til de små poder, som intetanende begiver sig ud i verden for derefter at opdage, at ikke alt det de laver, er acceptabelt at gøre.

Det er ikke uden smerter at opdage at ens adfærd skal tilpasses en norm. Og det er ikke altid lige nemt at finde vej igennem junglen af forventninger, fra voksne, om en bestemt adfærd der passer ind overalt.

Vi er i de sidste mange år, gået fra streng opdragelse til at lade barnet selv bestemme hvad han/hun føler for. Og det er jo rigtig dejligt, for børn får ikke mere smæk eller hård opdragelse, hvor de slet ikke må bestemme noget, mere. Og det er godt for den nuværende generation af børn.

Men kan man samtidig diskutere hvorvidt vi er gået for langt i vores manglende opdragelse?

Ja, det tyder meget på. Hvordan? kan man spørge, og svaret er at vi faktisk sætter vores børn i samme situation som min datter er sat i, i hendes kommende jobsamtale, – vi lader dem nemlig selv finde ud af de rammer og strukturer der er sat i alle sammenhænge, og det kommer der ofte ikke noget særlig godt ud af, fordi børnene slet ikke er tilstrækkelig udviklede, og dermed heller ikke godt nok rustede, til selv at kunne navigere, i en verden der har rigtig mange rammer og strukturer, som man ikke må træde udenfor.

Udover at lære at tage hensyn til sig selv skal man nemlig både i skolen og til sport være sammen med andre og tage hensyn, hjemme skal man være i familien og tage hensyn til de andre familiemedlemmer, og på de sociale medier skal man tage hensyn til dem man kommunikerer med.

Den manglende udvikling og forståelse børnene har, betyder desværre at der ikke mere er stor chance for succes med at lykkes i deres navigering både personligt som socialt. Og selvom det ser ud som om de lykkes i deres umiddelbare navigering så er det så hårdt for dem selvat finde vej og prøve sig frem at mange ender med at få angst, depression eller bare ondt i livet. Og de der ikke får angst, depression eller ondt i livet, ender med at blive meget ensomme i deres egocentrerede vej gennem livet.

Derfor er det vigtigt at vi voksne viser/guider vejen. At vi letter deres byrde lidt, så de også kan koncentrere sig om at have det sjovt, og ikke hele tiden skal tænke på hvad der nu er ok, og hvad der ikke er ok, og om de overhovedet har forstået hvad det hele går ud på.

Og hvis de ikke lærer at navigere taber de venner og tålmodighed hos andre – vi gør, med andre ord, vores børn en bjørnetjeneste når vi overlader ansvaret til dem uden guidance fra os.

De har behov for at vi forældre tager ansvar for at give dem værktøjer til at guide sig gennem livet i alle sammenhænge. Og de har behov for at vi forældre bruger tid på at navigere sammen med dem.

Og det gør vi bl.a. ved at opsætte regler, rammer og strukturer for deres adfærd.

Som nævnt er det slet ikke en god ide at gå tilbage til 1950’ernes rammer og strukturer, men måske kan vi lade vores regler, rammer og strukturer lande et sted midt i mellem en streng opdragelse, og det vi har nu, som nærmere kan betegnes som en laissez-faire, en ”det klarer du selv” indstilling.

Så hvis vi forældre vejleder og guider vores børn med nogle regler, rammer og strukturer i familien, så alle lærer at tage hensyn og sætte grænser, hjælper vi vores børn langt hen ad vejen, både socialt som personligt, og det gør livet så meget lettere at navigere i.

Og specielt nu, hvor de sociale medier bruges i meget af vores kommunikation, er det vigtigt, for vores børn har brug for at få defineret regler, rammer og strukturer som de kan overføre på de sociale medier – et sted hvor hverken prosodi eller kropssprog kan ses, og et sted de aldrig har fri fra.