Fordi det er det rigtige at gøre.
Som selvstændig, der arbejder med forældre og lærere, tænker jeg ofte over vores manglende empati, og manglende forståelse for, hvorfor vi ikke altid kun skal tænke på os selv, men inddrage andre i vores tanker og gerninger.
For et halvt års tid siden, var jeg til foredrag med Svend Brinkmann, og efterfølgende har jeg reflekteret, specielt over én ting – nemlig hans forklaring på hvorfor vi skal tage ansvar – ”fordi det er det rigtige at gøre” sagde han. Han kom med et eksempel: hvis man kom forbi en sø om vinteren, og man så et lille barn være ved at drukne i søen, så skal man redde barnet, – ikke fordi man måske kan få en medalje, eller at andre synes man er sej, men fordi det er det rigtige at gøre.
Forleden skrev Brinkmann en klumme om dannelse i valgkampen og han nævnte bl.a: ”Dannelsen er i dag truet fra to sider: Dels af ideen om den opportunistiske person der hele tiden spørger: »Hvad får jeg ud af det?«. Hvis man konstant spørger sådan til verden – som elev, kollega eller borger – overser man, at visse ting har egenværdi, og det fører til en opportunisme, der er det modsatte af dannelse. Dels er dannelsen truet af en omsiggribende individualisering, hvor der er fokus på den partikulære selvudvikling (at blive »den bedste udgave af sig selv« og »realisere sine fulde potentialer«) snarere end på de almene og fælles anliggender, som dannelsesprocesserne handler om.” S. Brinkmann, politiken 13/5-19.
De tænkemåder som ”hvad får jeg ud af det” og ”jeg skal realisere mit fulde potentiale”, har igennem de sidste 20 år, mere og mere erstattet tænkemåder som ”det er det rigtige at gøre” og ”hvad kan jeg gøre – for klassen, familien, samfundet – ja helheden”.
Brinkmanns betragtninger om opportunisme og individualisering, er netop det vi lærer vores poder når vi lærer dem at spørge sig selv ”hvad får jeg ud af det” og lærer dem at de skal fokusere på at ”realisere deres fulde potentiale”.
Men det er meget svært at være i en skoleklasse med 27 andre børn der har lært samme tankegang, eller være på en arbejdsplads sammen med en gruppe, der har samme måde at tænke på, og det er lige så svært at være i en familie, når man som forældre tænker ”hvad får jeg ud af det?” eller jeg skal udover at være i min familie ”realisere mit fulde potentiale”, for så bliver familien tilsidesat for egoistiske værdier, og det får vi i sidste ende intet godt ud af.
Vi får børn der får problemer, enten i skolen eller på arbejdspladsen, eller kommer til at lide af angst eller får en depression, eller ”bare” bliver meget ensomme, fordi presset er så stort for dem, og vi forældre ikke tænker på andre end os selv.
Som mennesker har vi brug for hinanden – vi har brug for at blive verificeret, anerkendt, elsket, ja vi har brug for at blive set og hørt. Men det kan vi ikke, hvis vi er så optagede af os selv, at vi glemmer at vi kun er hele mennesker, i foreningen med andre. Det giver mening at give, og det giver ikke kun mening fordi man får noget tilbage, men fordi det er det rigtige at gøre. Det har vi mennesker glemt, i bar iver for at finde ud af hvad vi får ud af hver ting vi gør, og hvordan vi kan realisere os selv.
Vi må derfor frem med kærligheden, empatien og forståelsen og vi må gemme egocentrismen lidt væk – det får vi i sidste ende mere ud af. Vi bliver nemlig verificeret og set og hørt i vores gerninger der kommer af empati. Og vigtigere endnu: vores poder får endnu mere ud af vores empati.
