Hvorfor får vi Mr. Hyde adfærd når vi bevæger os i flok?

Hvorfor får vi Mr. Hyde adfærd når vi bevæger os i flok?

Jeg har en ung, meget glad og legesyg hund. Når vi går tur i skoven alene, gør hun dog som jeg siger – hun løber ikke i mudderhuller, vandhuller eller søer, løber ikke langt væk fra mig, og hvis jeg kalder, kommer hun med det samme.

Men når vi møder en anden legesyg hund, så er det som om, hun skifter personlighed fra Dr.Jekyll til Mr. Hyde – hun løber langt væk i legen, og finder ALLE mudderhuller etc., og hun kommer sjældent når jeg kalder første gang. Det er flokmentaliteten der træder i kraft – hun bliver mere modig, gør ting hun ikke havde tænkt at gøre alene, og glemmer at høre efter.

Sådan er det også med teenagere, og senere voksne – altså ikke at de løber i mudderhuller, men at deres adfærd ændres når de er i en flok med ligesindede. Og deres adfærd ændres ofte i retning af Mr. Hyde, dvs. de bliver lidt mere modige på den lidt ufede måde, og gør ting, som de ikke ville gøre når de er alene.

Flokmentaliteten er jo oprindelig en rigtig fin ting, for det var jo super godt at mændene blev lidt mere modige, når de sammen skulle ud og finde mad, og det var jo super godt at kvinderne slog sig sammen om børnepasning og madlavning og optimerede samværet for på den måde at sørge for overlevelse.

Det er bare det, at denne adfærd ikke er nødvendig mere, vi er nemlig heldige, at vi både har supermarkeder, restauranter, takeaway, og pasningsordninger nu om dage.

Det handler om kontekster:

Alt i livet er kontekstbetinget – dvs. overalt vi bevæger os har vi en kontekstbetinget adfærd.

Hjemme opfører jeg mig seks. om mor, kone og leder for min hund, når jeg er i mine børns skole er jeg mor, når jeg læser og observerer via mit arbejde tager jeg forsker hatten på, når jeg er ude hos forældre eller lærere tager jeg vejlederhatten på, når jeg er sammen med mine forældre er jeg i min datterrolle, og når jeg er sammen med mine venner opfører jeg mig også i forhold til en bestemt kontekst afhængig af vennesammenhæng osv.

Vi er altså ikke noget sted uden at være i en kontekst. Vores adfærd i disse kontekster er også afhængig af, om vi er alene eller om vi er i en flok, og igen er det afhængigt af flokken vi er i, dvs. hvilken rolle har vi i den kontekst vi er i, og disse roller er ikke kun mor, far etc. det er også ”den sjove”, ”den alvorlige”, ”den kloge”, ”ham/hende der altid sætter gang i festen”, ”hende/ham den kedelige” osv. Listen er næsten uendelig, og vi kan ikke være i flokken uden at have en eller anden rolle i sammenhængen.

Flokmentaliteten ligger latent i os, og når vi er sammen i de forskellige kontekster, sættes vores urinstinkter i gang, og vi falder ubevidst ind i en rolle. Netop fordi det er et urinstinkt er vi nemlig ikke selv opmærksomme på at vores adfærd ændres.

Hvad er så det med Mr. Hyde?

”Mr. Hyde” flokmentaliteten opstår typisk kun når vi er sammen med jævnaldrende og ofte af samme køn. Den er udtryk for et behov for at være en del af flokken, og helst den populære del. Og måden vi bliver en del af den populære del af flokken, er ved at gøre opmærksom på os selv, og det gøres, afhængig af sammensætningen af flokken, på flere måder. På den måde formes vores roller sammen med flokken. Rollen vi har, kan ændres hvis vi ikke er tilfredse med den, men det kræver, at vi er opmærksomme på den, og det er vi som sagt ofte ikke.

Allerede som teenagere begynder vores ”Mr. Hyde” flokmentalitet for alvor at få indflydelse på os, for vi begynder at sammenligne os med andre jævnaldrende, i stedet for vores forældre. Og det fortsætter gennem resten af livet.

Hvad kan vi bruge denne viden til? 

Opmærksomhed på ”Mr. Hyde” flokmentaliteten er vigtig når vi taler med vores teenagere om de ting de gør med deres venner.

Denne opmærksomhed bør nemlig have stor betydning, for den måde vi vælger at tale med vores teenagere på, når vi har samtaler med dem om betydningsfulde ting, der sker når de er sammen med deres venner. For de gør nogle gange ting i flokken, som de aldrig kunne finde på når de er alene. Og det er vigtigt at skille de to ting ad, når vi danner vores mening om deres adfærd, og taler med dem.

Vi skal, som forældre til teenagere, nemlig huske at de godt kan finde på at gøre noget, som vi aldrig ville have mistænkt dem for, når de er i flokken. Og det er ikke nødvendigvis andres skyld, ej heller helt deres egen fornuftige opfattelse der kommer til udtryk, selvom de jo skal stå til ansvar for deres adfærd – også i gruppen. Det er mere et spørgsmål om at de har et behov for at være en del af flokken og det involverer, desværre i vores kultur, ofte en anden adfærd mere i retning af Mr. Hyde, end når de er alene.

Men det kan man, som sagt, godt ændre på. Men det kræver at man er opmærksom på adfærden. Og det er der vi voksne kommer ind ved at tale med dem om hvad flokmentalitet gør ved mennesker og hvordan man kan ”holde tungen lige i munden” når man er i en flok.

Hvordan ændrer man så en Mr. Hyde adfærd til en Dr. Jekyll adfærd?

De unge ved generelt godt hvad der fint at gøre og hvad der er knap så fint at gøre. Men det er svært at holde på det fine, hvis de andre har lyst til at udfordre sig selv og andre. Og derfor gør de fleste unge ting, de aldrig ville gøre hvis de var alene. Og de gør ting som de slet ikke har det godt med, men som de eks. presses til, eller bare selv føler, de er nødt til at gøre fordi de er i en flok med jævnaldrende som de gerne vil være populære hos. Det kan desværre få dem ud i ting som ikke er godt, for hverken dem eller andre, eks. medvirken til mobning, deling af fotos på telefoner, ikke intenderet skade på sig selv eller andre, indtagelse af diverse euforiserende stoffer, ja listen er lang.

Som forældre har vi ansvaret for, at hjælpe vores børn gennem livet. Og en af måderne vi hjælper dem til at undgå for meget Mr. Hyde adfærd, er at tale med dem om kontekstadfærd i en flok med jævnaldrende.

Det er vigtigt at tale om at stå op for sig selv. Vi skal lade vores teenagere vide, at de er gode nok som de er, og at deres rolle kan være mange ting – også den som siger fra, når noget går lidt for langt.

Og vi skal lade dem vide, at det aldrig nogensinde er muligt, for et menneske at gå igennem livet, uden at der er andre der tænker anderledes end en selv, men at det alligevel er muligt, at forblive i en gruppe selvom man holder på sin integritet, og vælger at stå op for sig selv som menneske.

Det er vigtigt at fortælle dem at deres mening også gælder, og når de står op for den, får de i sidste ende mere respekt fra andre, end hvis de ikke står op for deres meninger.

Når man står op for sig selv og sætter grænser i en flok, tydeliggøres den forskellige adfærd de enkelte har, når de er i hhv. gruppen eller når de er solo, og denne bevidsthed om adfærden fragmenterer ofte gruppedynamikken som så ændres.

Og så skal vi fortælle dem, at en flokmentalitet nemlig godt kan ændres fra Mr. Hyde til Dr. Jekyll, også lige i øjeblikket adfærden går for langt, når bare man tør stå op for sig selv, og være så autentisk som muligt.

Det er desværre lidt sværere at forklare hunde :-).