Hvorfor er det ikke okay at drille, pranke, anvende sarkasme eller ironi overfor hinanden?
Hver gang vi bliver drillet, pranket, talt sarkastisk eller ironisk til, ydmyges vi. Og når vi ydmyges påvirkes vores selvværd – det værd der fortæller os at vi er gode nok, prikkes til af andre og det gør ondt. Vores selvværd rystes uanset om vi vil indrømme det eller ej. Og selvværdet påvirkes hver gang.
Ved vedvarende små drillerier eller pranks, sarkastisk eller ironisk tiltale går det for alvor ud over selvværdet som påvirkes permanent. Angst og depression men også en generel usikkerhed i livet, udspringer blandt andet af et lavt selvværd.
Når en elev i en klasse eller en medarbejder på en arbejdsplads får angst eller en depression, vil man ofte finde vedvarende pres OG drillerier, mobning samt sarkasme som nogle af de tunge årsager.
Så hvorfor gør vi det hele tiden alligevel?
Fordi måden at komme af med egne frustrationer er ofte, ved at lade dem gå ud over andre. Når vi er kede, frustrerede, irriterede, sure eller bare ikke rigtig kan finde en glad ”base” føler vi os ikke godt tilpas, og det er ikke et sted vi kan lide at være. Vi søger derfor en måde at komme af med disse følelser.
Det er desværre sådan at vi i vores kultur ikke kommer af med frustrationerne, kedafdetheden eller irritationerne ved at tale om det, for vi taler kun med dem der er allertættest på os, hvis vi overhovedet vender vores følelser med andre.
Vi må med andre ord generelt ikke være sårbare eller ude af ”sync”. Vi skal være stærke, fleksible og altid positive – tage ja-hatten, som er blevet danskernes yndlingsudtryk, på. Men det kan vi ikke altid.
Så når presset bliver for stort, får vi brug for at lette på det frustrerede/vrede ”følelsestryk”, men da det ikke er accepteret at blive frustrerede eller vrede i vores kultur, så kommer vi i stedet ud med vores frustrationer, ved at drille, pranke, være sarkastiske eller ironiske. For på den måde kommer vi ud med lidt frustrationer ”mellem sidebenene”.
Hvorfor stopper vi ikke hinanden når det sker?
I vores kultur skal vi som nævnt kunne tåle mosten, så hvis vi stopper hinanden når vi driller, pranker, er sarkastiske eller ironiske siger vi dermed indirekte at vi ikke kan tåle mosten – vi siger at vi ikke kan tåle at andre gør os til grin, laver sjov med os eller at der bliver talt indirekte ned til os, og da det ikke tolereres i vores samfund at vi ikke kan tåle mosten, stopper vi ikke hinanden.
Så er spørgsmålet hvorfor vi ser på det med at drille, pranke, sarkastisk og ironisk tale som noget vi skal kunne tåle – hvorfor vender vi den ikke om, og i stedet spørger om det er okay at vi lader vores frustrationer gå ud over hinanden? Og hvorfor spørger vi ikke, hvorfor vi skal finde os i noget, der ikke er godt for vores selvværd?
Og til jer der nu sidder og tænker at det passer ikke for jer – I driller kun i venskabelighed – I skal huske at I kun synes det er sjovt indtil det går ud over jer selv, som en af anmelderne af filmen the square skrev: ”man griner indtil man selv bliver spiddet”, eller som Jay i serien Modern Family der var til et komikershow, og synes komikeren var sjov, indtil komikeren begyndte at tale direkte om Jay.
Vi synes nemlig alle kun drilleri, prankning, sarkasme eller ironi er sjovt, indtil det går ud over os selv. Og det har vi en god grund til – når vi ikke synes det er okay, er det fordi, vi dybest set passer på os selv, og tager os af vores eget værd.
Og så dukker endnu et spørgsmål op – hvor meget af det vi kommer ud med mellem sidebenene, giver vi til den der har frustreret os? Eller sagt på en anden måde, hvor meget går ud over nogle, som slet ikke har noget med vores frustrationer at gøre?
