Selvom vi er i en tid hvor man prøver at minimere kønsforskellen mellem drenge og piger, viser forskning at både drenge og piger, og dermed også mænd og kvinder, håndterer diskussioner og konflikter forskelligt i deres perceptioner, og dermed i deres måder at diskutere på.
Det giver knas i kommunikationen. For begge parters vedkommende giver det nogle ”benspænd”.
Men der er faktisk nogle aspekter voksne kan tage højde for, når de diskuterer kønnene imellem. Og som forældre kan de voksne ligeledes lære deres børn, hvordan man håndterer diskussioner og konflikter, under hensyntagen til disse aspekter.
I løbet af deres opvækst lærer drenge og piger at håndtere diskussioner og konflikter på forskellige måder. I vores kultur er de sociale opvækstvilkår nemlig generelt stadig fokuserede på, at drenge bliver fysisk/kønsorienterede og piger bliver relationsorienterede.
De sociale og kulturelle opvækstvilkår giver derfor drenge og piger, forskellige værktøjer til at håndtere diskussioner og konflikter.
Drenge lærer ofte at håndtere konflikter via anvendelse af fysiske værktøjer, såsom slåskampe, trusler og anvendelse af fysiske greb.
Piger lærer at håndtere konflikter med verbale relationsorienterede værktøjer.
For pigernes vedkommende giver det at håndtere konflikter relationsorienteret verbalt en fordel, da de udvikler deres relationelle verbale kompetencer, og dermed finder ud af hvor de hver især står overfor hinanden.
For drengenes vedkommende giver deres fysiske håndtering af konflikter dem verbalt baghjul når de diskuterer med piger da de ikke udvikler deres relationelle verbale kompetencer på samme måde.
Dette giver en ubalance når de to køn diskuterer eller ’konflikter’ med hinanden. Pigerne ”taler emotionelt”, mens drengene ”taler fysisk” imellem hinanden, og ”logisk” i sammenhæng med piger.
Og denne uligevægt udligner sig desværre ofte ikke helt op igennem opvæksten. Det betyder at mænd generelt er relationelt verbalt bagud når de diskuterer med kvinder, og det giver knas i diskussionerne.
Men det er faktisk ikke altid til kvindernes fordel at de har lært at kommunikere relationsorienteret, ligesom det ikke altid kun er en ulempe for mændene, at de ikke har lært hele repertoiret indenfor den emotionelle verbale kommunikation.
Men hvorfor bliver vi så forskellige i vores kommunikation afhængig af vores køn?
Vi har, via den kultur vi lever i, nogle opdragelsesmetoder som vi har lært igennem tiderne, vi lærer nogle vaner og mønstre, fra vore forældre, og det der fokuseres på i samfundet, som vi gentager i vores egen opdragelse. Dette sker ofte ganske ubevidst, og altid i den bedste mening – nemlig at vores poder lærer at gebærde sig i samfundet/kulturen vi lever i, uden for mange udsving, så de ikke kommer for langt udenfor de normer der eksisterer, i den kultur vi lever i.
Uanset hvad vi prøver at lære vores børn, er det sådan at drenge automatisk lærer hvordan de skal forholde sig til verden ved at observere deres far, og piger automatisk lærer hvordan de skal forholde sig til verden ved at observere deres mor.
Pigerne bliver relationsorienterede fordi mødre taler meget mere med deres piger, om alting. Det inkluderer også, hvordan de skal gebærde sig sammen med andre. Kvinder er nemlig gennem tiderne opdraget til at relationen til andre er det vigtigste, fordi det var kvinderne der opdrog børnene. Det sidder dybt i kvinders vaner, og de bruger derfor meget tid på at tale emotionelt, og lære deres piger at mærke meget mere efter, end de lærer deres drenge. De lærer pigerne at relationen til andre, er det vigtigste at forholde sig til.
Når drengene bliver fysisk/kønsorienterede er det fordi mænd gennem tiderne har været forsørgeren. Kulturen var præget af at det var manden der skulle finde føde og gå i krig. Dette indebar ofte meget store fysiske anstrengelser. Det blev mandens ansvar at lave alle de ting der indebar fysiske anstrengelser. Bl.a. derfor var sporten også i mange år kun for mænd. Og via de fysiske anstrengelser(det er stadig mest manden der laver det hårde havearbejde, og skifter dæk på bilen etc.) og sporten, er det blevet naturligt at farmand har slåskampe med sønnen for sjov, og spiller fodbold og basketball som inkluderer tacklinger og fysiske greb. Han lærer sønnen at bruge fysikken, fordi manden gennem tiderne har lært at det var hans fysik der var vigtig.
Hvorfor er det relationsorienterede verbale værkstøj ikke altid en fordel for kvinder at benytte sig af, eller en ulempe for mænd ikke at mestre det?
Som børn har piger lært at tale emotionelt relationsorienteret, og netop denne fokusering på relationerne giver dem en tendens til at tage hele relationen op til overvejelse og det inkluderer flere konflikter, både gamle og nye, med i diskussionen, mens drengene generelt kun lærer at diskutere den nuværende opståede konflikt fordi de ikke lærer at tale emotionelt og derfor kun fokuserer på det der sker lige nu i situationen.
Den verbale fordel for kvindernes vedkommende vendes derfor desværre ofte til en ulempe, da de tit tager flere gamle uafsluttede konflikter med ind i den nuværende konflikt. Det betyder at de er nødt til at forholde sig til flere konflikter og dermed flere ”bolde i luften”. Det at de er nødt til at forholde sig til flere diskussioner samtidig, betyder at de sjældent når at løse nogen af problemerne – det er for uoverskueligt og tager for lang tid så de når at opgive, og vælger derfor ofte at bruge tid på at opnå en god relation ”lige nu” i stedet for at få løst problemerne. Og med dette opnår de endnu flere uløste konflikter de går og tænker på.
For drengenes vedkommende giver den manglende emotionelle verbale kompetence ligeledes konflikter der ikke løses på en hensigtsmæssig måde. Sejrherren i den fysiske kamp har ikke fået løst problemet, men blot vist den anden at det er ham der lige nu er længere oppe i hierarkiet, og den besejrede vil, udover ydmygelsen, ligeledes stå tilbage med uløste frustrationer. Til gengæld har drengene en fordel når de endelig diskuterer, for de bringer ikke andre konflikter end den nuværende konflikt ind i diskussionen, de styrer efter målet – at få løst konflikten hurtigst muligt for så at komme videre. Denne hurtige løsning af en konflikt fører dog ikke altid til en konfliktløsning da der primært fokuseres på at komme videre og ikke på sagens kerne.
Betydningen for kommunikationen kønnene imellem
Begge køn har altså både fordele og ulemper i deres kommunikationsmåder. Og det resulterer ofte i, at de to køn har svært ved at kommunikere sammen, da deres indgangsvinkler til diskussioner og konflikter, er ud fra to forskellige udgangspunkter.
Og dette giver mange uforståede og uløste konflikter, som efterhånden kan have stor betydning for deres følelsesmæssige forhold.
Man kan generelt sige, at de to køn diskuterer på forskellige måder fordi de lever i en kultur med forskellige kønsopfattelser, og dermed er de forskelligt socialiseret.
De fire ting, der især gør sig gældende, i de to køns forskellige måder at diskutere på er:
- Drengene/mændene arbejder udadrettet – de arbejder for at komme ud af konflikten hurtigst muligt
- Drengene/mændene arbejder kun med den nuværende konflikt
- Pigerne/kvinderne arbejder indadrettet for at løse konflikten ved at forstå hinanden og tale om de involverede følelser
- Pigerne/kvinderne arbejder med den nuværende konflikt, hvor de bringer gamle konflikter ind i den nuværende konflikt.
Ræsonnerer man ud fra ovenstående, er hverken pigernes/kvindernes eller drengenes/mændenes måde at løse konflikter på at foretrække.
Drengenes/mændenes arbejden udadrettet via fysiske trusler, voldsomt kropssprog eller slåskampe er aldrig at foretrække i konflikter da de ikke fører til en løsning. At arbejde kun med det mål at komme ud af konflikten, er heller ikke hensigtsmæssigt da alle involverede parter aldrig er fuldstændig enige om, hvad der skete og hvorfor det skete. Sandsynligheden for at alle de involverede parter tænker det samme og har samme syn på verden er nemlig meget lille, ja praktisk taget ikke eksisterende.
Pigernes/kvindernes inddragen af gamle konflikter giver ”støj”/ bias i den nuværende konflikt, da fokus ofte ændres, på grund af gamle uløste konflikter og dermed følelser der opstår. Konflikten tager derfor ofte en drejning i en anden retning som ender med at hverken den nuværende konflikt, eller gamle inddragede konflikter, bliver løst tilfredsstillende for alle involverede parter.
En kombination af punkt 2. ”drengene/mændene arbejder kun med den nuværende konflikt” og punkt 3. ”pigerne/kvinderne arbejder for at løse konflikten ved at forstå hinanden og tale om de involverede følelser”, kan være en hensigtsmæssig måde at arbejde på at løse en konflikt. Dvs. parterne taler kun om den nuværende konflikt samtidig med, at de prøver at forstå hinandens forskellige tanker og følelser i denne konflikt.
At bruge vores kroppe fysisk er vigtigt for os, men i diskussioner og konflikter er det verbale emotionelle værktøj at foretrække.
Multitasking er ofte fordelagtigt, men netop i diskussioner og konflikter er det en fordel, kun at have fokus på det konflikten eller diskussionen handler om.
Hvad kan man som forældre gøre?
Som forældre er det nødvendigt at anerkende den forskellighed vi stadig opdrager vores børn med, hvis vi vil gøre noget andet. Anerkendelse er nødvendig for udvikling. Men hvad kan vi som forældre gøre, som er anderledes end det vi gør nu?
Vi kan lære vores drenge at tale om deres frustrationer, irritationer etc. Efter slåskampe, der alligevel opstår, er det stadig vigtigt at prøve at finde årsagen, og derefter tale om løsninger.
Og vi kan lære vores piger at have fokus på én ting ad gangen når de er frustrerede eller irriterede.
I forældres vejledning af håndtering af diskussioner og konflikter er det derfor vigtigt at have fokus på kun at diskutere en konflikt ad gangen, og tanker og følelser ift. denne konflikt skal på bordet.
