Taknemmelighed er muligvis røget i mange danskeres glemmebog i 2020. Og det er rigtig trist, for taknemmelighed burde dele pladsen med vores undren, vores nysgerrighed, vores irritationer og vores sure opstød, når vi danner vores meninger.
Ordbogen definerer taknemmelighed som en påskønnelse af noget. Indenfor psykologiens verden har man undersøgt hvad taknemmelighed egentlig gør ved sindet, og man har fundet ud af, at taknemmelighed både er godt for det psykiske og det fysiske helbred.
Jeg er klar over, at vi alle er i en svær tid. Jeg er selv selvstændig ligesom min mand, og det er ikke det bedste økonomiske år vi har haft. Det kræver ekstra, at få business op at køre igen efter denne tid, og det kan man godt blive frustreret og lidt modløs over.
Men på den anden side så har jeg fået en unik mulighed for at følge med i et kapitel af mine børns liv på en helt anden måde. Først fik jeg mulighed for at undervise mine egne børn, og derefter være helt med på sidelinjen når de er hjemme, og jeg er hjemme. Jeg har fået en helt anden side af min mand at se, og hunden har aldrig haft det bedre med hele familien hjemme. Vores dagligdag er blevet mere fleksibel. Mit hjem har fået en upgrade, og vi har ryddet op de steder vi så længe har udskudt. Vi tog sågar en tur vestpå til det ”mørke Jylland”, som viste sig slet ikke at være så mørkt endda. Generelt er der faktisk kommet lidt mere frihed og ro over det hele, og det er godt for hele familien.
Friheden og roen har de fleste af os almindelige mennesker faktisk haft mulighed for at opleve – hvis vi ville.
Men ikke alle har haft den mulighed – det har de mennesker der står forrest i kampen ikke haft mulighed for.
Jeg tænker her på alle de læger, sygeplejersker, social og sundhedsassistenter, ambulancereddere og portører der dagligt er tvunget til at sætte deres helbred på spil, hvis ikke for døden, så for et sygdomsforløb man aldrig kan vide hvor længe varer eller om der er eftervirkninger i mange måneder, mens man igen står i fronten af kampen. De står klar til at hjælpe, også selvom de kender risikoen.
Og jeg tænker på de mennesker der også er tvunget ud i den forreste del af kampen, men ikke ift at sætte deres helbred på spil. De sætter til gengæld deres renomme, deres eftermæle og deres daglige kontakt med andre på spil, og i Danmark hvor janteloven stadig gælder til fulde, er dette ikke en nem opgave. For de tager de beslutninger der skal tages, som gælder os alle, og de udtaler sig, om ting vi andre ikke bryder os om.
Jeg tænker her på vores statsminister, vores sundhedsminister, vores direktør for Sundhedsstyrelsen, vores faglige direktør for SSI, vores virologer og rigspolitichefen der udtaler sig med fare for diverse tilråb, tilsvininger og nedgørelse fordi de gør deres bedste, i en situation ingen af os nogensinde har oplevet før. Alligevel står de klar til at prøve at navigere med tungen lige i munden, også selvom de kender risikoen.
Og jeg tænker på alle de politibetjente, der dagligt får tilråb, når de prøver at opretholde restriktionerne, når folk vælger ikke at overholde dem. De prøver at holde smitterisikoen nede, med tiltag vi ikke kan lide, også selvom de kender risikoen.
Dem synes jeg vi skal være taknemmelige for. Det fortjener de – også selvom vi ikke er enige i alle deres beslutninger, tiltag og måder de udføres på. For i sidste ende, gør de det for vores skyld, selvom de sætter deres eget liv, helbred eller renomme på spil.
