Vi lever i samme kultur, og vi kan være i samme kontekst, men vi har sjældent samme forståelse

Vi lever i samme kultur, og vi kan være i samme kontekst, men vi har sjældent samme forståelse

Selvom vi lever i samme kultur indenfor de samme sociale rammer, og befinder os i samme kontekst, forstår vi alligevel sjældent hinanden fuldt ud.

Når vi danner meninger danner vi dem ud fra en kontekst eks. aviser, tv, udtalelser, direkte kommunikation etc.Men vi danner også vores meninger og forståelser ud fra vores eget syn på verden. Og vores eget syn på, og forståelse af, verden er altid individuel. Se også: https://www.linkedin.com/pulse/hvorfor-skal-vi-vide-hvad-perception-er-anette-scharling

Vi kan være søskende opvokset i samme familie med samme forældre, søskende og dyr. Men vores oplevelser, og dermed vores opfattelser og forståelser af vores opvækst, kan alligevel være meget forskellig. Det er fordi vi altid ser verden igennem en subjektiv forståelse. Vi ser nemlig verden igennem de følelsesbriller vi har på og vores følelser er meget sjældent de samme.

Et eksempel: to søskende sidder ved spisebordet med mor og far og den ene taber sit glas. Vedkommende der taber sit glas bliver forskrækket og sikkert ked af det og lidt flov, måske får han/hun skæld ud og føler sig ydmyget. De tre andre oplever ikke forskrækkelsen, flovheden eller ydmygelsen.

Måske oplever moren og faren irritation over at skulle rydde op, mens det andet barn ikke oplever nogen af delene, men måske bare en undren over hvad der skete.

Oplevelsen lagres helt sikkert hos den der spildte vandet, måske også hos forældrene hvis det eks. skete fordi forældrene mener at vedkommende altid sidder uroligt, og forældrene derfor lagrer oplevelsen sammen med de andre oplevelser omkring det at sidde uroligt. Det andet barn lagrer sandsynligvis ikke oplevelsen hvis ikke den er særlig voldsom, eller på anden måde træder frem i følelserne.

Barnet der spildte vandet vil højst sandsynligt huske denne oplevelse længe, og hvis der sker lignende oplevelser vil de lagres sammen med den, og give minder om eks. dårlige måltider sammen, mens det andet barn ikke vil have samme minder om dårlige måltider sammen. Når barnet bliver voksent vil han/hun højst sandsynligt være utilpas ved måltider sammen med andre, og måske sørge for at forlade måltiderne tidligt for at undgå evt. dårlig følelse ifm. det at sidde ved bordet. Vedkommende har altså en erindring af og dermed en forståelse af at måltider ikke er behagelige. Dem vedkommende sidder sammen med, har måske en helt anden opfattelse af det, at sidde sammen ved et bord. Dette foregår helt ubevidst hos alle parter.

Et andet eksempel: et barn oplever altid at far eller mor rynker panden når de taler sammen, og samtalerne mellem de voksne foregår ofte på et lettere passivt/aggressivt plan altså med en undertone af bebrejdelser og mistillid. Denne rynken lagres hos barnet og når barnet bliver voksent vil rynken af panden betyde noget helt bestemt: vedkommende der rynker tænker i bebrejdende mistillidsbaner.

Men en rynken af panden, kan også betyde at man ikke kan læse en tekst på lang afstand, at man har svært ved at høre samtalepartneren, eller eks. skal koncentrere sig meget, og mange andre ting. Barnet, som nu er voksent, vil dog være biased af opvæksten, så sandsynligheden for, at han/hun lægger vægt på en negativ opfattelse af denne rynken, er stor. Den er stor, fordi hele forståelsen hos et menneske, er en samling af oplevelser, og det meste af tiden foregår det helt ubevidst.

Disse forståelser er med til at skabe vores generelle syn på, og forståelser af, verden, og de sniger sig med i hver eneste kontekst vi er i. Og sammen med dem, og tusinde andre forståelser vi har fået igennem livet, danner vi vores meninger, i de enkelte kontekster. Og derfor, selvom vi lever i samme kultur med de samme normer, og er i samme kontekst, er vores forståelser sjældent de samme.