Kommunikationslæringen er vigtigere end samtlige fag i skolen, for kommunikationen er afgørende for vores trivsel.
Taler nogen nedsættende til dig, anvender de sarkasme, ironi, ligegyldighed, passiv aggressivitet, mobber, driller eller pranker de, kan det få konsekvenser for dit selvværd – også selvom det kun sker en enkelt gang.
Omstændighederne har en indflydelse på hvor dybt det kommer til at stikke, ligesom relationen til det menneske, der anvender ovenstående, har en betydning for, hvor meget du påvirkes. Men overordnet, uanset relation eller omstændigheder, har det altid en indflydelse på dig, uanset om du vil erkende det eller ej.
Det glemmer vi alt for ofte at tage i betragtning når vi er sammen med andre. Anvendelse af ovenstående punkter har en ting til fælles, nemlig at anvenderen ikke viser respekt for dem det anvendes mod.
Men hvad er respekt egentlig? Begrebet respekt betyder i virkeligheden ”anerkendelse af nogens værdi”, dvs. når man respekterer en anden, anerkender man vedkommende som en person med følelser der har værdi. Denne anerkendelse er en af de vigtigste menneskelige faktorer, der har indflydelse på selvværdet, og den bør dermed have en rimelig plads hos alle mennesker.
Men vi har, i de seneste årtier, haft en tendens til at opfatte begrebet respekt som en gammeldags “dyd”, som hører fortidens strenge syn på tilværelsen til. Det har derfor, fået mindre betydning i vores opdragelse/vejledning af vores børn. Og det er ret så uheldigt for det ”føder”, som sagt, dårligere selvværd hvilket er kimen til mange af nutidens udfordringer som usikkerhed, skolevægring, frustrationer i form af vrede, opgivenhed, social angst og depression.
Til gengæld har det stadig stor betydning, både i skolen og i hjemmet, hvilke ord vi anvender i vores kommunikation. Når vi anvender bandeord og lignende, påtales det, både i skolen og i hjemmet.
Således stod jeg til en fødselsdag for ganske nylig med mine to drenge, og en af mødrene, som også var med til at arrangere festen, lod gentagne gange hendes søn drille og tale ned til andre, inklusive hende selv og hendes mand, men da drengen pludselig sagde f… fik han straks at vide at det ord måtte han altså ikke bruge.
Jeg vil heller ikke have at mine sønner generelt bruger sådanne udtryk, fordi det andre steder i verden har en anden betydning end det har i DK, og vi bor flere mennesker i DK end bare indfødte danskere, og så kommer vi ud af landet ind i mellem. Men faktisk har brugen af f-ordet i DK ikke den samme betydning for de unge, som den har for de unge i eks. UK, i DK bruger vi mere ordet som et bandeord og f… har derfor ikke samme seksuelle betydning.
Set udefra, var hans manglende respekt for andre åbenbart ikke slem nok, i forældrenes øjne, til at påtale, hvorimod anvendelse af f-ordet var et klart regelbrud.
Sådanne opfattelser findes der jo ind i mellem. Men, det der fik mig til at tænke yderligere over denne påtale, var at han faktisk ikke var den eneste, der ikke helt var med på begrebet respekt, hvorimod alle klart var med på at f-ordet var et no-go. Det handlede altså ikke om en mangel på opdragelse i det hele taget hos forældrene, men om værdisættelsen af de to ting ift. deres opdragelse, og mangel på samme.
I de fire timer fødselsdagen varede, var det derfor, desværre, den måde de fleste børn (de er 11-12 år), talte til både deres jævnaldrende og deres forældre. Et par af forældrene som var der, og ved hvad jeg laver, fik det nok lidt dårligt, for de sagde til mig at sådan er det jo med præteens og teenagere – ”forældre er jo bare for meget”. Og i deres bog betød det åbenbart, at det er okay at tale respektløst til forældrene når man er præteen og teenager. Men forældre der tænker sådan, overser en vigtig detalje i deres opfattelse, nemlig at denne respektløshed forplanter sig til de unges måde at tale til deres jævnaldrende, fordi forældrene accepterer denne tiltaleform.
Det er en udvikling fra en hård opdragelse til en laissez-faire opdragelse der giver dette udslag i den mindre respekt for hinanden, tænker jeg, men det betyder ikke at udslaget dermed er okay. Vi er, på nogle punkter, kommet lidt for langt i vores manglende opdragelse, og det skader vores børn.
For det kan godt være at den omtalte dreng og hans jævnaldrende tænkte at det jo bare er måden de taler til hinanden på(de har jo ikke lært andet), men skaderne på selvværdet, der opstår ved den manglende respekt, undgås ikke, ved at tænke at det er jo bare er en måde at være på, når man er præteen/teenager. De lærer, at vi ikke skal tage hensyn til andre, men de lærer også, at vi heller ikke skal tage hensyn til os selv.
Vi gør derfor vores børn en bjørnetjeneste når vi tænker at respekt skal ud af opdragelsen, for den manglende respekt er årsagen til sårende bemærkninger, drillerier og mobninger, som hverken den der udøver denne form for kommunikation, eller den der modtager den, har godt af.
Men hvis man ikke tænker på begrebet respekt som et forældet “kæft, trit og retning” begreb, men tænker på begrebet respekt som den reneste form i sin mening, så er det jo bare ”anerkendelse af andres værdi”. Og hvilke forældre kan i virkeligheden ikke ønske at give sit barn denne læring? Nok ingen i virkeligheden. Men det kræver at vi får fokus på det, så bolden er hermed videregivet til alle forældre.
