Det kommunikative ansvar

Det kommunikative ansvar

Hvilke kommunikative ansvar er der?

Hvad er verbalt ansvar?

Hvordan tager vi verbalt ansvar?

Et par non-verbale faktorer

Hvordan skal vi forholde os ift børn?

Hvad siger teoretikerne?

Hvad er ansvar?:

Ansvar er erkendelse af forpligtelse overfor sig selv og andre. Ansvar sker i  fællesskabet med andre, og er det modsatte af egoisme og egocentrisme. Grundlaget for oplevelse af ansvar er viden, sammenhængsforståelse og erkendelse af egne, og andres emotionelle forhold.

Alle mennesker, er født med de rette kompetencer for at kunne tage ansvar, og har derfor potentiale for en ansvarstagende adfærd.

Ansvarstyper i kommunikationen:

Ansvar kan tages logisk, emotionelt, verbalt og non-verbalt:

Logisk: logik i tænkning, regner sig frem til ansvar – starter verbalt og er et af midlerne til tænkning.

Emotionelt: Følelseslivets nuancer – et ikke eksplicieret følelsesliv, som ikke har fået lov at udfolde sig i barndommen, medfører dårlig evne til at tage og opleve ansvar i kommunikationen med andre, – et rigt følelsesliv, som har fået lov til at ”være”, medfører god evne til at tage og opleve ansvar for egne følelser og tanker i kommunikationen med andre.

Verbalt: Jo større ordforråd – sproglig udvikling/sproglige færdigheder indenfor det emotionelle område, jo større er muligheden for at tage ansvar.

For at kunne udtrykke sine oplevelser/tanker ad sproglig vej, er det vigtigt med et stort emotionelt ordforråd. Der er dermed mulighed for at kunne tage et verbalt ansvar.

Non-verbalt ansvar: formuleres via tonefald og kropssprog. Kropssproget er normalt ubevidst ekspliciteret, da vi ikke tænker over vores kropssprog, som vi tænker over vores verbale kommunikation. Tanker og følelser kommer derfor ofte til udtryk via kropssproget. En manglende verbal eksplicitering af tanker medfører ofte miskommunikationen, da man udsender modstridende signaler.

Når man påtager sig det verbale ansvar kan man ”samle” det emotionelle, det non-verbale og det logiske ansvar i ekspliciteringen. Dvs. kobler man logik, tanker og følelser sammen, og ekspliciterer hvad man tænker og føler, er grundlaget for at kunne tage ansvar, i alle sammenhængen, meget stor. Jeg vil derfor fokusere på det verbale ansvar i nedenstående.

Det verbale ansvar:

Sproget er den faktor der uddyber, detaljerer og nuancerer vort følelsesliv. Den sproglige følelsesmæssige eksponering, som barnet får i sin opvækst, påvirker det følelsesliv det får som voksen.

Dvs. opdrager man børn indenfor et stort følelsesspekter, hvor alle følelser – inklusive de kede, de vrede og frustrerede følelser, mærkes og ekspliciteres, vil man som voksen, bedre kunne tage ansvar for egne tanker, følelser og adfærd.

Lærer barnet ikke et ansvarstagende sprog igennem barndommen, kan det ikke tage verbalt ansvar, som voksen, uden at lære en ny sproglig adfærd, da han/hun ikke har tilgang til den nødvendige emotionelle/sproglige ansvarlige adfærd.

Ansvar er grundlæggende et emotionelt betinget engagement. Vi er dog tilbøjelige til, at lade ansvaret formulere uden om det emotionelle felt.

Det betyder at vi overlader ansvaret til andre – ansvarspålæggende adfærd, vi lægger ansvaret over på principper frem for personligt engagement, vi skyder skylden over på samtalepartneren, vi giver andre skylden både direkte eller indirekte – ”det gør alle, jeg gør bare som andre, jeg kan ikke gøre noget, det er ude af mine hænder” etc..

Vi har dog altid mulighed for at tage ansvar for vores egen del i alle forhold – det gælder både adfærd som kommunikation.

At tage ansvar for egen adfærd er vigtigt for samtalen ift. gensidig respekt og forståelser, men også for de involveredes emotionelle engagement og egenfølelse. Man kan kort opsummere det til:

Når vi tager verbalt ansvar står vi op for det vi mener og gør, dvs.:

– Der opstår gensidig respekt

– Vi bevarer vores integritet

– Vi står ved vores adfærd

– Vi er mindre påvirkede af ydre faktorer

– Vi tænker ofte på konsekvenser før vi handler(kan jeg stå inde for det?)

– Vi skal ikke bruge tid og energi på at finde på undskyldninger

– Der opstår færre misforståelser fordi vores adfærd hænger sammen med det emotionelle verbale ansvar

 

Når vi ikke tager emotionelt verbalt ansvar står vi ikke op for egne meninger og adfærd, dvs.:

– Vi mister respekt fra samtalepartneren

– Vi mister integritet

– Vi lader os påvirke af ydre faktorer – vi lader os med andre ord ”ydre-styre”

– Vi tager ikke ansvar for vores adfærd, og anerkender dermed ikke os selv og vores adfærd som OK

– Vi ”gemmer os” bag verbale udsagn som: ironi, sarkasme og nedladende sprog

– Der opstår flere misforståelser fordi det emotionelle verbale ansvar ikke hænger sammen med adfærden

– Vi giver andre skylden/ansvaret for vores adfærd.

– Vi handler ofte først og tænker på konsekvenser bagefter(jeg kan altid sige…)

At tage ansvar får os til at tænke mere over vores gerninger, men det får også vores selvfølelse til at stige. Vores selvværd bliver ofte bedre da vi har det godt med det vi laver.

Som Irvin D. Yalom skriver ”Det er let at se paranoide patienter skubber ansvaret over på andre personer og kræfter. De fornægter deres egne følelser og ønsker, og tilskriver dem i stedet andre, og de opfatter altid deres dysfori og nederlag som følgen af ydre indvirkning. Over for paranoide patienter er den vigtigste – og ofte umulige – terapeutiske opgave at få dem til at vedkende sig, at de selv er ophav til de følelser, de projicerer ud på omverdenen”.

Yalom skriver godt nok om paranoide patienter men det gælder i virkeligheden os alle i kommunikationen. Hvis vi ikke tager ansvar for os selv, vores tanker og adfærd, skubber vi vores ansvar over på andre, og fornægter dermed os selv som mennesker.

Måder vi verbalt kan tage ansvar/ikke tage ansvar:

Der er flere forskellige måder vi kan eksplicitere vores verbale ansvar, eller mangel på samme, når vi kommunikerer.

Nedenstående beskriver måder vi anvender sproget henholdsvis ansvarsundvigende, ansvarspålæggende og ansvarstagende på:

Ansvarsundvigende sproglig adfærd:

”Sådan er det jo”

”Du må helst ikke ….”

”Man ….”

”Jeg kan ikke lade være med ….”

”Det var ikke min skyld”

”Jeg kunne ikke gøre for det”

” Ja det gjorde jeg MEN det var fordi….” – MEN ophæver det ansvar man lige tog da man giver en undskyldning og derfor ikke mener  man er helt ansvarlig

”Det var kun fordi ….”

”Jeg/man er nødt til ….”

”Jeg kan ikke klare at ..”

”Jeg kan ikke ….”

”Jeg skal ….”

”Det bør jeg vel”

”Jeg var ikke herre over mig selv”

”Jeg mente det ikke ….”

”Det var et uheld ….” i situationer brugt som en undskyldning

”Det var ubevidst”

”Jeg var tvunget til….”

”Jeg gør…hvis du gør..”

Ansvarspålæggende sproglig adfærd:

”Se nu”

”Det var du selv ude om”

”Du sagde jo….”

”Så kunne du bare have ladet være med…..”

”Du er……”

”Du er skyld i at jeg”

”Du/I skulle have gjort mig opmærksom på det, sagt det” etc.

”Det er fordi…..andre har gjort, nogle fysiske ting gjorde det umuligt, nogle regler var i vejen” etc.

 

Ironi, sarkasme og nedladende sprog er enten ansvarsundvigende eller ansvarspålæggende, eks.:

”Du er vel nok behjælpelig”

”Ja, det er fint med dig”

”ja for du er jo så perfekt”

 

Ansvarstagende sproglig adfærd:

”Jeg tager ansvar for ….”

”Jeg er ansvarlig for ….”

”Jeg tænker ….”

”Jeg vil ….”/”Jeg vil ikke..”

”Jeg vil have…”/”Jeg vil ikke have”

”Jeg oplever ….”

”Jeg har det ….”

”Jeg har lyst ….”

”Jeg er ….”

”Jeg vedkender ….”

”Jeg gjorde ….”

”Jeg lader mig ….”

”Jeg vælger ….”

”Jeg er bevidst om ….”

Brugen af ”jeg” samt anvendelsen af ord der fremhæver ansvaret(er, har, tænker, oplever, vedkender, vælger etc.)og fremhæver dermed styrken af forpligtelsen.

Når man benytter ansvarsundvigende sproglig adfærd lægger man ansvaret over på ”anden kraft”(det ubevidste som bliver ”anden kraft”), samtale partneren eller andre/andet.

Sprogkulturen er generelt ansvarsundvigende i den danske kultur. Dvs. vi bliver  generelt opdraget med et ansvarsundvigende sprog.

 

De fleste voksne lægger ligeledes automatisk ansvaret over på samtalepartneren(barn som voksen) i kommunikationen, når vi opfatter vi skal tage ansvar der betyder vi kan risikere at komme ”i vælten”.

Kort sagt: vi tager gerne ansvar når vi regner med at få ros, men ikke når vi risikerer at få ris.

Da vi ikke har lært at tage ansvar i ”ris situationerne” som børn har vi heller ikke lært at tage det fulde verbale ansvar som voksne – med mindre vi har taget et bevidst valg, og ændret emotionel verbal adfærd.

 

Lidt om de non-verbale faktorer der er væsentlige ift ansvar:

Prosodien, dvs. tone, intonation(”sætningsmelodien”), tryk og længde varighed, i den verbale kommunikation er også vigtig for ansvarspåtagelse: Hvis man prøver at udtale sætning ”det er mit ansvar” med og uden tryk på mit  vil man finde forskel på graden af ansvarspåtagelse.

Den non-verbale kommunikation er lige så vigtig at være opmærksom på når man vil tage ansvar. Hvis man prøver at sige ”okay det er mit ansvar” med hænderne oppe som parader og hovedet vendt væk fra samtale partneren vil graden af ansvartagelsen falde. Det er dermed ikke sikkert at samtalepartneren tror på at du mener hvad du siger. For børn kan denne kommunikationsmåde være vigtigere end den verbale.

 

Børn og verbal ansvarstagende adfærd:

Det er vigtigt for forældre at tage det verbale ansvar internt i familien, for det er via forældrenes adfærd at børnene lærer denne adfærd.

Børnene lærer dermed at det er vigtigt at tage ansvar for adfærd, den fysiske adfærd som den verbale, uanset hvad det fører med sig.

Når man tager verbalt ansvar er det praktisk talt umuligt at være nedladende, ironisk og sarkastisk, hvilket er en klar fordel når man kommunikerer med børn, da de ofte bliver forvirrede, fordi de ikke forstår disse kommunikationsformer fuldt ud.

Jf. Jean Piaget, udviklingspsykolog,  begynder den abstrakte tænkning hos børn dog først omkring 11 års alderen og det er derfor ikke muligt at danne et etisk grundlag for at tage ansvar før denne alder. Det betyder dog ikke at de ikke kan lære de verbale termer og øve sig inden. Men det betyder at børn har sværere ved at tage deres ansvar af sig selv før 11-12 års alderen da de har svært ved at se deres ansvar i deres adfærd og kommunikation. Der skal derfor ofte voksen forklaring til.

Jf. James Garbarino, professor i menneskelig udvikling, ”udvikler barnet stadig deres metakognitive bevidsthed op til 12 års alderen”. Dvs de får først rigtig opmærksomhed på egne tankeprocesser og bevidsthed om at være et tænkende væsen omkring 12 års alderen.

Derfor kan et barn indtil 12 års alderen, og sandsynligvis et par år længere, ikke være alene ansvarlig for en verbal kommunikation, for de mangler afgrænsning af subjekt dvs. de har svært ved at skelne mellem subjekt og objekt.De kan derfor have svært ved at skille ”mig og dig” i kommunikationen.

Når man kommunikerer ansvarligt med børn, kan de derfor ikke selv tage ansvar før de er ca. 12 år, sandsynligvis ikke før de er 14-15 år. Ansvaret er derfor overladt til den voksne, at forklare for børnene, indtil børnene er i midten af teenagealderen.

De kan lære at tale det personlige sprog, men deres ræssonering vil være anderledes og de er derfor ikke i stand til at tage ansvar før de kan tænke abstrakt, skelne mellem subjekt og objekt, reversere, percipere deres følelser, og deres metakognitive bevidsthed er udviklet til et plan, hvor de er opmærksomme på deres egne tankeprocesser, altså fuldt ud bevidste om at være tænkende væsener.

Sprogkulturen internt i familien, hos bedsteforældrene, i skolen, i børnehaven, hos legekammeraterne og i sportsklubben er alle vigtige kilder ift. den verbale indlæring hos barnet.

Men tages der verbalt ansvar det/de primære sted(er), som typisk er hos mor og far, barnet opholder sig, lærer han/hun at at tage det verbale ansvar, uanset om det ikke tages i børnehaven, i skolen, hos bedsteforældrene, i sportsklubben etc.

Forældrene har bl.a. derfor ene ansvar for at den verbale kommunikationen internt i familien er ansvarlig, dvs. de skal tage ansvar for egne tanker, følelser og gerninger. Børnene lærer dermed automatisk at tage ansvar.

 

Hvad siger teoretikerne om ansvar:

Søren Kierkegaard,Filosof
Enhver må tage livet på sin måde, træffe et valg og tage sit personlige ansvar. Kun ved at give sin eksistens fylde gennem sin egen frie beslutning og vilje bliver mennesket sig selv, og giver dermed sit liv virkelighed. Etikeren vælger at vælge og han tager det absolutte ansvar for sit eget liv. Vi kan alle træde i eksistens hvis vi vil. Ved inderlighed og engagement bliver den enkelte synlig for sig selv og overtager det forpligtende ansvar for sit liv.

Irvin D. Yalom, Professor, emeritus of psychiatry
At ”have ansvar for” betyder at ”være ophav til”. At skabe sit eget liv betyder at have ansvar for det, at ”være ophav til det”. At tage ansvar er en forudsætning for terapeutisk forandring. Så længe man tror at ens situation og problemer er forårsaget af et andet menneske eller en ydre kraft, tjener det jo ikke noget formål at tage fat på at forandre sig selv. At vedkende sig sit personlige ansvar indebærer også, at man må opgive troen på den endelige frelser.

Den terapeutiske situation fordrer som regel fleksibilitet; i starten er terapeuten ofte nødt til at være aktiv og støttende for at fastholde patienterne i terapien. Senere når den terapeutiske alliance er fast sammentømret, kan terapeuten lægge større vægt på de terapeutiske vilkår der fremmer ansvarsvedkendelsen. Patienter som har udbytte af psykoterapi, bliver mere bevidste om det ansvar de har for deres eget liv. At vedkende sig sit ansvar hjælper patienten til at blive herre over sit eget liv og realisere hele sit potentiale. På det dybeste niveau konstituerer ansvaret selve vores væren. Jeg bærer ansvaret for hvad jeg gør, og for, hvad jeg vælger at ignorere. Det er dybt skræmmende at erkende at man skaber (er ansvarlig for)sig selv og sin verden, og at være sig sit ansvar bevidst. Problemet er at se det personlige ansvar i øjnene, man har for sit liv og for sin forandringsproces.

Jean-Paul Sartre, Eksistentialistisk filosof
Du skal vide at hvis du ikke vælger,vælger du alligevel. Det enkelte individ kan ophæve meningsløsheden og angsten i sin egen tilværelse gennem det bevidste valg. Gennem valget påtager man sig ansvaret for sine handlinger. Et menneske der er trådt i karakter og har påtaget sig sit ansvar for livet, er alene, ensomt, dets moralske grundlag er ikke samfundsdefineret, men udelukkende et personligt ansvar. Det at være ansvarlig vil sige at være det ”ubestridte ophav til en begivenhed eller et objekt”. En persons liv udgøres af hans eller hendes valg.

”En kryster er en kryster fordi han har valgt at være en kryster – og selv hvis han ikke bevidst har valgt det er han ansvarlig alligevel!!”

Otto Rank, Psykolog
”det er forbløffende, hvor meget en patient ved, og hvor forholdsvis lidt der er ubevidst, blot man ikke giver ham denne bekvemme undskyldning for at skyde ansvaret fra sig”

Fritz Perls, Læge, psykiater
Så længe du kæmper mod et symptom, bliver det værre. I det øjeblik, du tager ansvar for, hvad du gør ved dig selv, hvordan du skaber dine symptomer, skaber din sygdom, skaber din tilværelse – altså i samme nu, som du kommer i kontakt med dig selv – begynder udviklingen og integrationen. Brug af ordet ”jeg” og aktiv sætninger.

Awareness = at stå ved = stå ansvarlig. Selvindsigt og selvaccept giver awareness. Når vi får awareness kan vi stå ansvarlig.

Jesper Juul, Familieterapeut
Vi er alle født med et personligt sprog. Det umiddelbare mest tydelige i det personlige sprog er brugen af det personlige pronomen ”jeg”(efterfulgt af et aktivt verbum) som indledning til eller afgrænsning af det personlige udsagn. Jeg-sproget: ”jeg vil ha” giver mulighed for at udtrykke personlige og mellem-menneskelige konflikter. Vi kan tage ansvar for os selv i forhold til andre mennesker uden at afskære eller komplicere kontakten med dem, og kan derfor sætte personlige grænser og der er dermed personlig kompetence. Det er den voksne der har ansvaret for kommunikationen.

Marshall Rosenberg, Klinisk psykolog, Ph.D.
IVK = ikke voldelig kommunikationsmodel. Modellen udvider ordkendskabet, og man bliver i stand til at tage ansvar for egne følelser og behov. Der eksisterer ikke forkerte følelser – men uhensigtsmæssige måder at håndtere følelser på.

Carl Gustav Jung, Psykiater og metafysiker
Individuering: at virkeliggøre det inderste ens særegenhed. Mål: selvrealisering – gøre det ubevidste bevidst. Dvs. det ubevidste kan man ikke tage ansvar for, men det skal gøres bevidst via selvrealisering. Da kan man tage ansvar.

Sigmund Freud, Psykolog, far til psykoanalysen
Determinisime: enhver hændelse har en årsag. Bag enhver handling findes en hensigt. Har fremført ødipuskompleks teorien og driftsteorierne –seksualiteten og aggressionen, Idet, jeget og Overjeget.

Man er styret af drifterne, Idet er ubevidst, og Overjeget er ubevidst, førbevidst og bevidst. Jeget er bevidst er det er derfor kun i jeget man kan tage ansvar for den adfærd der er bevidst.

Johan Cullberg, Professor i psykiatri
Jegstøttende terapi sigter på at udvikle individets jegressourcer. De jegressourcer det handler om er evnen til at beherske bl.a. sproget. Verbalisering er måske den vigtigste ingrediens i jegstøttende terapi. At udtrykke følelser i ord kan have samme virkning som at tænde lyset i børneværelset når det spøger. Meget bliver enklere og mere ufarligt.

 

Hvad siger teoretikerne om børns udvikling ift ansvar:

Lev Vygotsky, Kognitiv psykolog
Sproget er et socialt fænomen. Vi lærer at tale og bruger talen til at få styr på vores tanker. Tanker er internaliserede sociale forståelser af verden. Samtalen kan bruges til at udvikle nye tanker og forståelser med.  I læringen af børn skal der derfor tages ansvar for egne følelser og adfærd.

Jean Piaget, Udviklings-psykolog
Børn fra 7 år kan foretage tanke operationer – slutte reversere(vende om) etc. Børn er i stand til at tænke abstrakt, dvs. evne til at tænke over ting der ikke foreligger fra de er 11 år. Dvs. børn kan ikke tage ansvar før de er over 11 år.

Strukturen i det enkelte individs tænkning er betinget af det sociale miljø.

James Garbarino, Professor, Human Development
Hukommelse/forståelse, børn under 10 år har sværere ved at sige til når de ikke kan huske eller ikke forstår – check af ved at vende spørgsmålet. Perceptionen og ræsonneringsevne ændrer sig fra år til år – leve i nuet til at leve i fortid,nutid og fremtid. Barnet udvikler stadig deres metakognitive bevidsthed, dvs. større opmærksomhed på egne tankeprocesser, bevidsthed om at være et tænkende væsen op til 12 års alderen.

Dvs . børn kan ikke tage ansvar før de er ca. 12 år, sandsynligvis ikke før de er 14-15 år. ”Det non-verbale sprog har stor betydning i børns kommunikation. Sproglige færdigheder – ordforrådet har også stor betydning.
Ansvaret for kommunikationen mellem børn op til 15 år og voksne er alene den voksnes. Og oplever den voksne der skal foretages reparatur af den forløbne kommunikation, er det alene den voksne der kan foretage reparaturen.