Uanset hvor vi er i livet, som voksne eller børn, er vi alle en del af forskellige grupper: i skolen, på arbejdet, med venner eller til sport og ret mange af disse grupper fungerer ikke optimalt.
Men hvorfor er der så mange grupper der ikke fungerer?
For at kunne etablere en god gruppekultur, er det nødvendigt at se på de bagved liggende årsager til, hvorfor vores grupper ikke fungerer. I forhold til vores sprogbrug overfor hinanden, kan det overordnet set koges ned til en kultur hvor man driller/pranker, anvender ironi, sarkasme og taler nedladende.
I Danmark er både ”godmodigt” dril, pranks, sarkasme og ironi en del af vores kultur og derfor også en accepteret del af vores gruppekulturer. Men det er ikke godt for grupper med disse former for anvendelse af sproget. Når der etableres en gruppekultur med pranks, dril, sarkasme, ironi og nedladende sprog bliver mennesket udsat for et følelsesmæssigt pres som er usundt for alle – uanset om man synes man har pranket, drillet, anvendt sarkasme eller ironi ”for sjov”.
Det er nemlig sådan, at det næsten i alle tilfælde, kun er afsenderen af pranken, drilleriet, sarkasmen eller ironien der synes det er sjovt – for modtagerens selvværd påvirkes i en negativ retning, og det føles ikke godt for ham/hende. Det udmønter sig forskelligt hos det enkelte menneske, men alle påvirkes. Det påvirker derfor også gruppen meget mere, end de fleste tror. Hvorfor? Fordi det enkelte menneske ikke respekteres, og det påvirker interaktionen.
Hvordan påvirker det?
Når man er under 8 år, er man udviklingsmæssigt endnu ikke nået et stadie, hvor man reflekterer over denne kultur – rent følelsesmæssigt rammer det, men da man ikke er i stand til at reflektere over hvad det betyder for ens selvværd ”gemmes” det, sendes det over på andre, eller man bliver usikker, rent socialt.
Som 9-11 årig er man nået et udviklingspunkt hvor man begynder at reflektere og forstå – dvs. hvad har det han/hun har sagt af betydning for mig, min og andres opfattelse af mig. Hvor er jeg i gruppen? Hvem vil mig? og hvem vil mig ikke? Pranks, dril, ironi, sarkasme og nedladende sprog får altså større betydning for, hvordan man opfatter sig selv, og det rammer dybere.
Teenagere oplever følelser op til 10 gange voldsommere. Til dels fordi de pludselig bliver i stand til at reflektere, og i processen hvor man lærer at frasortere (som kan tage mange år også ind i voksenlivet) rammer dril, pranks, ironi, sarkasme etc. altså derfor ekstremt hårdt.
Voksne har vænnet sig til kulturen og tænker derfor ofte ikke over pranken, drilleriet, ironien, sarkasmen eller det nedladende sprog bevidst. Det betyder dog ikke, at der ikke foregår noget ubevidst som betyder noget for selvværdet.
Alle rammes – nogle ved det bare ikke, fordi de har lært at ”sende den videre” – ved enten at gemme det ”om i rygsækken” eller sende det over på andre ved hjælp af anvendelse af selvsamme sproglige kultur som ramte dem – de går lige forbi en anden og skubber, de laver en hurtig prank på andre, de skriver en nedladende kommentar på facebook eller taler sarkastisk eller ironisk til dem omkring. Generelt er det nemlig sådan, at dem der driller, pranker, anvender ironi, sarkasme eller nedladende sprog har lært det fordi de selv har oplevet det på egen krop.
Hvorfor udøver vi denne kultur?
Vi finder os i disse kommunikationsformer fordi vores forældre i deres opdragelse har lært os det, og vi lærer vores børn det – vores opdragelse af vores drenge lærer dem at de ikke må vise når de er kede af det, og vores opdragelse af vores piger lærer dem at de ikke må vise når de er vrede. Så når de unge bliver kede af at blive pranket, så må de ikke vise om det sårer dem, for det bliver desværre stadig opfattet som et tegn på svaghed i vores kultur, selvom det faktisk er det modsatte, da man netop er i stand til at føle sig selv, hvilket er en styrke i sig selv. Så vi vælger ofte at ”lukke ned” for følelsen når vi bliver drillet, pranket eller får sarkastiske eller ironiske bemærkninger.
Og vi udøver selv denne form for kommunikation fordi vi ikke har lært at udtrykke vores følelser hensigtsmæssigt, og derfor anvender vi en indirekte kommunikationsform – for at komme af med vores frustration, irritation eller for at komme ”udenom” en situation, i stedet.
Det betyder at ingen føler sig rigtig set eller hørt i gruppen som den man er. Og derfor lever kulturen videre. Men fordi den lever, er det ikke ensbetydende med at den er sund.
Kulturen er nemlig ikke sund og viser sig på mange måder
Hvis vi ser på danskere generelt har vi aldrig haft så mange med angst og depression – i 2018 tog 470.000 danskere antidepressive medicin, men på grund af omtalen af medicinen er der mange, der har angst eller depression, der ikke tager medicin. Vi er kun 5,8 million danskere. Mange flere er ramt af stress – og unge er hårdest ramt, bl.a. fordi de oplever følelser op til 10 gange voldsommere.
Nettet har en stor indflydelse – hvis vi tænker på at vi før i tiden stod i en skolegård og blev pranket/drillet så var der måske 5-6 mennesker der så på – nu ser 5-600 mennesker på via nettet og de opfordres endda til at like etc. Pranken/drilleriet varede måske 5 minutter i skolegården men nu ligger den på nettet i lang lang tid. Husk på, at hver gang vi bliver pranket eller drillet, bliver vi flove, og det påvirker vores følelsesmæssige system. Når så pranken/drilleriet bliver ved – fordi den eksponeres over længere tid på nettet, bliver stresspåvirkningen altså mangedoblet. Tænk så på, hvad der sker for den det går ud over, ved decideret mobning.
Dette er i høj grad fordi vi anser ”prank”, dril, sarkasme, ironi og nedladende sprog som værende okay, noget der viser om vi er stærke eller svage.
Men kan vi ikke tåle mosten? Nej det kan ingen af os faktisk – det viser sig ikke kun i form af stress, angst eller depression – det viser sig i mange afskygninger – isolering, dårlige forhold til andre, skilsmisser, flere jobskift, grove nedladende kommentarer både i virkeligheden og på nettet både imellem voksne og børn osv., og der er ingen af dem der er godt for nogle mennesker.
Det kræver at man gør op med den eksisterende kultur, men hvordan?
For at etablere en kultur, som alle er glade i, uanset hvor man er, i virkeligheden eller på nettet, er det altså vigtigt at etablere den tidligt i børns udvikling.
Etableringen af en god kultur er i virkeligheden at lære vores børn at sarkasme, ironi, dril, pranks, og mobning ikke er okay – uanset formen eller hyppigheden – og det kan vi kun gøre på enmåde nemlig ved selv at lægge den slags kommunikation på hylden. Etableringen af den gode gruppekultur omfatter altså alle – specielt de voksne, for børnene og de unge lærer af de voksnes adfærd.
Man kan generelt sige, at alle mennesker der lever og opholder sig i grupper, har et ansvar for hvordan kommunikationen udfolder sig – dvs. hvordan alle parter har det i interaktionen. Det gælder hele gruppen, også selvom vi ikke er bedste venner eller vi har forskellig status.
Målet, når man prøver at etablere en god gruppekultur er, at vi alle har det godt med måden vi kommunikerer på, og det kan koges ned til to keywords nemlig empati og autencitet.
Anvender vi empati når vi taler med andre mennesker prøver vi at sætte os i deres sted – vi prøver at forstå hvor ”de kommer fra” og hvad deres budskab er. Empati er en ”håndsrækning” til de andre i gruppen. Når man prøver at forholde sig til hvordan det må være, at være de andre, vil man som udgangspunkt altid være i ”udforskningskommunikationen”. I denne form for kommunikation, er det umuligt at anvende drilleri, sarkasme, ironi eller nedladende kommunikation.
Anvender vi autencitet når vi taler med andre fortæller vi hvordan vi selv har det, og giver derfor andre mulighed for at sætte sig i vores sted. At være autentisk betyder at man er sig selv, og man er ærlig. Så når vi er autentiske i vores måde at kommunikere på, er det ligeledes umuligt at anvende drilleri, sarkasme, ironi eller nedladende kommunikation.
Empati og autencitet anvendt sammen giver den bedste mulighed for at etablere en god interaktion, og dermed en god gruppekultur. For når man er empatisk og autentisk, er der ikke længere brug for at drille, pranke, anvende sarkasme, ironi og nedladende sprog.
