Jeg er træt af den seneste tids fokus på, hvor hårdt alt er for pigerne og kvinderne. Ikke fordi, jeg ikke tænker det kan være hårdt at være pige eller kvinde, men fordi man hele tiden sammenligner med drengene og mændene, og disse sammenligninger viser, at det er hårdere at være pige/kvinde end dreng/mand. Sammenligningerne er ofte baseret på undersøgelser hvor man spørger parterne.  Men det er ikke ensbetydende med at svarene er valide.

Set udefra, som ekspert på den sproglige adfærd hos børn og unge, så tager man i undersøgelser, generelt ikke hensyn til den forskellige sproglige adfærd, der er hos piger og drenge.

Men hensynet til forskellen er faktisk rigtig vigtig, hvis man ellers gerne vil vide, hvordan drenge og mænd har det.

Drenge og mænd taler generelt ikke om bekymringer, manglende trivsel, det at være bange eller ulykkelig, med andre. Derfor har de, når de adspørges om deres trivsel, sværere ved at sætte ord på det, som er svært. Det er en tillært adfærd fra de er ganske små, fordi forældre ikke bruger særlig meget tid på at tale med drenge om det svære. Men bare fordi de ikke taler om det, betyder det ikke, at de ikke har følelserne om det svære. Men da de ikke taler om dem, bliver følelserne i stedet ordløse, og derfor sværere at definere.

Pigerne lærer til gengæld at tale om det svære, fra de er ganske små. Derfor kvier vi os ikke ved at brokke os ved kasse 1, hvis tingene ikke går som vi synes de skal, og vi lægger derfor også sjældent fingrene imellem, når vi får mulighed for at ytre os.

Men bare fordi pigerne, fra barnsben har lært at tale om de svære følelser, og drengene ikke har, betyder det ikke at drengene ikke også har det svært. Det betyder bare, at de ikke taler om det, eller skriver om det.

Så jeg er faktisk lidt træt af, at vi kvinder hele tiden tror det kun er os der har det svært, bare fordi vi er kvinder. Mænd har det faktisk også svært bare fordi de er mænd, og opdraget med, at de skal kunne ”tåle mosten” uanset hvad der sker.

Drenge og mænd er nemlig stadig underlagt en hård drenge/mandekultur, hvor følelser ikke diskuteres. Forældrene, lærerne og pædagogerne tænker da også stadig ”sådan er drenge – de er lidt fysiske, og klarer tingene kontant med det samme og så er det videre”, når drengene ikke taler om det. Men de taler ikke om det, fordi det ikke er en del af drengekulturen, og de derfor ikke har lært hvordan. De er dog, lige så meget som pigerne, ofte ikke videre – de taler bare ikke om det.

Men det er nu engang den måde, vi har besluttet, at drenge diskuterer på, og helt ærligt det er jo også det nemmeste for os voksne at de hurtigt løber ”videre”. Jeg er selv mor til en pige, og to drenge og jeg må da også erkende, at det er lidt sværere at tale med en dreng når han samtidig hopper rundt i sofaen og ser ud som om han overhovedet ikke hører efter – men det gør de faktisk. Jeg plejer at spørge mine sønner, efter en svær samtale, om de lige kan opsummere hvad vi talte om, og hvad de tænker, og tro mig de har klart hørt efter, og de har også mange tanker om det.

Men indrømmet, der skal øves lidt mere, end der skulle med min datter. Og det mønster ser jeg også generelt i folkeskolen – pigegruppen har masser at fortælle, mens drengegruppen skal spørges lidt mere, og have mere tid til at få lyst til at ”fylde i følelsesrummet”. Men de har lige så mange guldkorn, og de har det lige så svært som pigerne.

Men så længe kulturen hvor drenge og mænd ikke lærer at tale om de svære følelser, og samtidig skal kunne ”tåle mosten,” eksisterer, kan vi ikke sammenligne svarene fra de to køn ”lige over” – ihvertfald ikke når vi taler om hvor svært det er at være hhv. pige/kvinde og dreng/mand.