Når forældre taler med deres børn hopper drengene typisk rundt i sofaen samtidig, mens pigerne sidder stille og lytter.

Når lærerne skal undervise børnene, springer drengene ofte rundt i klassen og råber op uden en håndsoprækning, mens pigerne sidder stille og rækker hånden op hvis de vil sige noget.

I vores kultur er vi af den opfattelse at det er den genetiske forskel der gør sig gældende hvorvidt hhv. drenge som piger sidder stille når de skal høre efter. Men det er faktisk ikke hele sandheden. Vi er, som forældre, langt hen ad vejen ansvarlige for forskellen, og vi kan faktisk gøre en hel del for at vores drenge også sidder stille og hører efter når det gælder.

Drenges koncentration, når de starter i skolen, ligger generelt på et lavere niveau, end pigernes. De har sværere ved at koncentrere sig end pigerne, dvs. de har svært ved at sidde stille og de råber i munden på hinanden. Det tilskrives til dels deres hjerneforskelle.

Men i begrebet koncentration ligger også en evne til at koncentrere sig, og i evnen ligger ikke at man ikke kansidde stille eller høre efter når det gælder.

Evnen er der altså, men alligevel er det generelt meget sværere for drengene at sidde stille og høre efter. Drenges koncentrationsevnes udvikling er muligvis ikke på samme stadie som pigernes, når børnene starter i skole, men drengene indhenter generelt den koncentrationsevne, pigerne havde da de startede, indenfor det første år efter skolestart, så de burde altså være klar i 1.klasse men deres adfærd ændres tilsyneladende ikke ”henover sommerferien”.

Så hvorfor ændres den ikke?

Det gør den ikke, fordi vi forældre, også påvirker de to køns adfærd via opdragelsen. Og vi påvirker deres adfærd forskelligt. Forældrene har nemlig stor indflydelse på hvorvidt deres drenge eller piger kan koncentrere sig når det gælder. Og påvirkningen sker langt ind i teenageårene.

Vores påvirkning af hinanden er stor, og påvirkningen er specielt kraftig når det kommer fra en voksen til et mindre barn.

Vores tilgang til andre, udspringer af vores livsholdninger, og vores livsholdninger dannes af vores perceptioner, som igen dannes af det vi hver især oplever igennem livet, samt kulturen omkring os – både i samfundet som i familien.

Vi har alle hørt, og sikkert også selv praktiseret holdningen, ”sådan er drenge jo” når de hopper rundt på bordene og råber til hinanden ”de har jo så meget krudt de skal have brændt af”. Hvis pigerne hopper rundt på bordene eller råber til hinanden tænker vi der er noget galt med dem, eller, hvis vi er meget åbne, opfatter dem som en ”tomboy – drengepige”.

Hvis vi skal skille drenge ad i en fysisk slåskamp siger vi ofte ”så hold nu op med det der”, men vi fortæller ofte ikke hvorfor de skal holde op, eller hvad de kan gøre i stedet. Det gør vi til gengæld med piger. Der vil vi typisk tale med vores datter om vigtigheden i ikke at slå andre og derefter tale med dem om hvordan de så kan tackle situationen.

Men hvorfor gør vi det?

Fordi vi, i vores kultur, opfatter drenge som værende vilde og piger som værende stille. Denne holdning har vi lært som børn og vi har den derfor med os som voksne, når vi selv får børn. Og derfor praktiserer vi, ofte helt uden at reflektere over det, denne indgangsvinkel når vi opdrager eller vejleder vores børn. Derfor tager vi ikke lange samtaler med vores drenge om hvordan de kan klare ovenstående situationer i stedet – fordi sådan er drenge jo, det er naturligt for dem, tænker vi. Men når vores piger slås tænker vi ikke at det er naturligt, vi tænker de må få redskaber til at klare det anderledes. Men det er faktisk ikke naturligt for drenge mere – de skal ikke mere ud at finde føde og må slås med en sabeltiger, og de skal faktisk heller ikke slås for deres hierarkiske position for at overleve mere. Men vi bærer stadig opfattelsen, at den fysiske kamp er naturligt for en dreng, og at tale om det, er naturligt for en pige.

Vores kultur er nemlig stadig sådan, at pigerne ikke må være fysiske eller grove, de skal være søde og stille og drengene må ikke græde, de skal være stærke både fysisk som psykisk.

Faktisk er en dreng jo bare en dreng med stort D hvis han hopper rundt og råber lidt og har svært ved at sidde stille, og en pige er en sød/fin pige hvis hun er sød og stille og gør som de voksne siger. Det er nemlig stadig legaliseret at drenge er nogle krudtugler der simpelthen fysisk ikke KAN sidde stille eller KAN høre helt efter, når det gælder, mens pigerne er mere rolige og bare KAN sidde stille, og bare KAN lytte efter, når det gælder.

Og det er ud fra denne holdning at vi opdrager vores drenge og piger forskelligt .

Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede fandt Lev. Vygotskij, en kendt psykolog som forskede i børns forståelser dog ud af følgende:

”Barnet tilegner sig kendsgerninger i samme omfang som de voksne bestemmer dets forhold til omverdenen og dets praktiske forbindelse med den.”

Med andre ord viste hans forskning, at vi voksne/forældre har den største indflydelse på hvordan vores børn skal opføre sig.

I 1991 fandt Harriet Bjerrum Nielsen & Monica Rudberg, således også ud af, at lærere taler pænere til piger end til drenge.

Kønssocialiseringen dannes i forhold til kønsroller, og piger bliver pigede og drenge drengede, fordi det er det, de har fået ros og opmuntring for fra omgivelsernes side. Gennem kønsrolleopdragelsen tilegner vi os nemlig normsæt, som er med til at bestemme vores adfærd og handlinger.

Man kunne måske tænke at vi er kommet videre siden 90’erne, men en større amerikansk undersøgelse fra 2006 viste, at mødrene stadig taler forskelligt til deres børn afhængig af deres køn. Mødrene accepterede i langt højere grad vrede hos drenge, men opfordrede pigerne til forsoning. Og de støttede tristhed/sårethed hos pigerne, hvorimod de hos drengene opfattede det som et tegn på, at de ikke fik deres vilje.

I Danmark skrev Pia Fris Laneth i 2007 en artikel om kulturens greb om piger og drenge, og hun skrev blandt andet:

”Hjernen forandrer sig afhængig af, hvilke udviklingsmuligheder personen har, og hvad vedkommende foretager sig. Utallige undersøgelser har vist, hvordan kønsforskellene konstrueres fra det øjeblik, barnet stikker næsen ud af moders liv – i hjemmet, i daginstitutioner, skoler, medier og på arbejdspladser. De forskellige udfordringer, som pigebørn og drengebørn får fra fødslen, er med til at forme deres hjerner.”

Selvom vi er i 2020 opfatter vi stadig vores piger og drenge som ovenfor beskrevet, og det former deres hjerner.

Drengene lærer at det at være fysiske, at løbe, hoppe, springe, være spontane og sige tingene når de tænker på dem er det en dreng skal, og pigerne har lært at piger skal være blide, vente på deres tur, og være stille og lytte når det gælder. Det omvendte er ikke acceptabelt. Og børnene agerer derfor derefter.

Men hvordan ændrer vi det så?

Det handler i virkeligheden om at vi forældre får øjnene op for, hvor stor påvirkning vi har på vores poder, og i hvor stor grad, vi ikke selv er opmærksomme på vores kulturelle påvirkning.

Når vi erkender, at vi stadig ser/oplever drenge som de fysisk aktive, lidt grove i munden, og pigerne som dem man kan tale med, som kan sidde stille, så er vi faktisk nået rigtig langt, for så kan vi handle anderledes.

Vi skal, som forældre, tage teten og lære både vores drenge og vores piger at tage et socialt ansvar. Selvom drengene generelt bedre kan lide at klatre i træer, og pigerne bedre kan lide at lave perler etc., så har de begge muligheden for at lære at koncentrere sig, at sidde stille og lytte, ikke tale når de ikke har ordet, og går vi lidt videre kan vi også lære pigerne ikke tale bag om ryggen og mange mange andre ting.

Vi skal overordnet lære vores drenge, at det faktisk er ret så cool at høre efter, og sidde stille når det gælder, og vi skal lære vores piger at det er bedst at tale i forum, i stedet for i små grupper.

Vi skal også lære vores drenge, at det er okay at være sårbar, at man faktisk er stærk når man taler om, og viser følelser, og vi skal lære vores piger at det er okay at være sur og vred, og sige det når man er det.

Uanset om man er en dreng eller en pige, så er det altså muligt at lære at sidde stille og høre efter, men det er primært pigerne der har lært, at de skal gøre som mor/far/læreren siger. Det har drengene kun til dels lært, for de har også lært, at hvis de nu alligevel skulle glemme det, så ser det jo lidt sjovt ud, når de nu hænger der i luften med et gladt smil, og så griner vi ….. Det er ikke drengenes skyld, eller pigernes, men derimod de voksnes ansvar, at lære begge køn de samme sociale normer.