Vi taler ofte om at pigerne laver små grupper, i den store pigegruppe, hvor de taler bag om ryggen på hinanden, og at pigerne kan være lede ved hinanden, mens vi mener at drengene løser konflikterne med det samme og derefter er ”videre”. Men det er faktisk ikke helt så simpelt, for drengene har også andre måder, de kommer ud med deres frustrationer over hinanden på, end at slås eller diskutere.

Når drenge diskuterer er det ofte med hænderne i slagsmål, ved trusler eller høje diskussioner. Men efter slåskampen, truslen eller diskussionen har drengene ofte ikke fået løst problemet, men blot vist hinanden hvem der lige nu er sejrherren og dermed længere oppe i hierarkiet. Men både sejrherren og den besejrede vil, udover ydmygelsen, stå tilbage med uløste frustrationer. Når drenge diskuterer verbalt,  styrer de nemlig efter målet – at få ”løst konflikten” hurtigst muligt for så at komme ”videre”.
Men drengene kommer i virkeligheden ikke hurtigt videre, de lukker i stedet ned for de direkte følelser, da de har lært, at drenge ikke taler om følelser. Men bare fordi man ikke taler om følelserne, betyder det ikke at følelserne forsvinder, så drengene kommer i stedet ud med deres frustrationer over hinanden, ved at drille, pranke og mobbe andre.

Ser man en drengegruppe oppefra vil man se en stor ”samlet” gruppe der i selve gruppen har en kernegruppe der ofte driller og pranker de andre drenge, der ikke er i kernegruppen.
De drenge der ikke er i kernegruppen vil ofte finde sig i det, ja endda ofte selv grine over det, fordi deres formål er at blive en del af kernegruppen på et tidspunkt. Anerkendelsen, som det kernegruppen definerer som ”en af de seje”, er deres formål. For når de er anerkendt som ”en af de seje”, så bliver de kun sjældent drillet, pranket eller mobbet, men de bliver til gengæld ofte hørt og set på.
Når man er ”sej” så kan man også ”tåle mosten”, og derfor diskuterer drenge ikke med følelserne, men de stopper i stedet deres diskussioner, når det kommer tæt på de sårede følelser, og ”slutter fred”.

Men ”fred” er ikke ensbetydende med at drengene føler at konflikten er løst. Det betyder ofte bare, at man finder en anden måde at komme ud med de tilbageblevne frustrationer – via dril, prankning eller mobning, og det bliver ofte en hård en af slagsen.