Har du tænkt over hvor tit du får oplysninger fra dit hukommelsesarkiv?

Hele tiden er svaret.

Nogle gange er det for at koble arkivet sammen med ny viden, for så at danne nye forståelser som lagres som hukommelser,  men andre gange danner vi meninger udelukkende ud fra arkivet. Vi anvender altså hukommelsesarkivet hver gang vi møder nyt, og det helt uden vores bevidsthed om det.

Vi lever nemlig det meste af vores liv via vaner som trækker fra hukommelsesarkivet, og det gør vi for at hjælpe vores hjerner med at få plads til at absorbere nye ting. Vanerne hjælper os, så vi ikke behøver at bruge for meget energi på at gøre ting vi allerede én gang har lært. Så har vi nemlig overskud til at lære og forstå nyt. Og det er virkelig godt det meste af tiden.

Men i vores vaner sætter vi også vores forståelser i kontekstkasser, dvs. vi sætter alt vi har oplevet, hørt eller set i en ”kasse med et label på”. Tag eksempelvis vores tanker om en cykel og det at cykle – vi tænker på et køretøj med pedaler vi skal bruge vores ben kraft på, for at komme frem, så hver gang vi ser en person cykle behøver vi ikke at tænke over hvad det er, for vi har en kontekstkasse til cyklen. Og sådan er det med praktisk talt alt vi oplever. Også vores opfattelser af andre mennesker er kassetilpassede.

Disse kontekstkasser er helt ubevidste, dvs. vi har ingen bevidst viden om, at vi sætter vores opfattelse af andre mennesker ind i en kasse første gang vi møder dem, det sker nemlig via vores vaner, og dermed helt ubevidst. Vores ubevidste, fortæller os hvordan vi skal møde en anden, afhængig af vores tidligere oplevelser med andre i lignende situation, dvs. den anden ser ud på nogenlunde samme måde, eller opfører sig nogenlunde, som vi før har oplevet andre gør.

Og det får os til at hive en kasse frem fra vores indre og ”sætte den person i den kasse vi har oplevet andre, se ud som eller opføre sig som, i lignende situation”. Og det har ikke stor betydning om den vi lige har mødt, ikke opfører sig helt præcist som de andre vi har sat i samme kasse, så længe adfærden, eller udseendet, er nogenlunde den/det samme, bruger vi kassen, altså lidt ligesom at cyklen godt kan være enten blå, grøn eller rød, stor eller lille, det er stadig en cykel som hører til i ”cykelkassen”.

Vi har svært ved at bryde ud af vores kassetilpasninger, og danne nye meninger, fordi vi ikke er opmærksomme på, at vi danner en mening om andre ud fra de kasser vi allerede har dannet – det foregår jo helt ubevidst.

Men i vores kassetilpasning er der også en manglende udvikling i vores syn på andre. Vi glemmer lidt at se på andre ”udefra”, men bruger vores ubevidste kasser, som vi ofte har dannet for mange år siden, og derfor godt kan være lidt ”støvede”.

Men ligesom vi støver af andre steder, er det også godt for os, at støve af i vores indre kasser fra tid til anden. Det udvikler os nemlig.

Og måden vi kan støve af på, er ved at sørge for at give en opmærksomhed på indholdet i vores kasser. Ligesom når vi rydder op i vinter- eller sommertøjet og smider ud og køber nyt så vi er opdaterede til den nye sæson, er en oprydning, eller en afstøvning, af vores opfattelser også nødvendig, hvis vi vil udvikle os som mennesker. Vi er altså nødt til aktivt at vælge, at se os selv og vores meninger og forståelser, udefra.

Og måske får vi lyst til at støve lidt af, og i stedet gemme nogle opdaterede kasser vi bedre kan bruge i vores liv.