De fleste børn oplever nedenstående i løbet af deres skolegang, og de fleste voksne oplever det faktisk også både i deres arbejdsliv som i deres liv:
“Jeg har aldrig været den populære i klassen, på studiet, arbejdet eller andre steder for den sags skyld. Jeg har heller ikke været den upopulære, jeg har bare været den som var der. De andre havde ikke brug for, at jeg godkendte dem, og de syntes ikke nødvendigvis det samme som mig, bare fordi jeg var mig, men de afviste mig heller ikke når jeg kom. Jeg har altid bare været en der var der, en i midten eller måske ikke, det havde ikke nogen stor betydning om jeg var der eller ej- kun for mine allerbedste venner, og de var få.”
De fleste mennesker oplever faktisk at gå gennem hele livet på denne måde. Det er både godt og skidt.
Det er godt for der er ikke så stort pres lagt på dem i midten – de skal ikke hele tiden leve op til noget, de skal bare være der.
Og det er skidt fordi man aldrig rigtig bliver set eller hørt af de andre, og det er faktisk en af de allervigtigste ting, vi mennesker har brug for – at føle sig set og hørt af fællesskabet – rigtig set og hørt af fællesskabet.
Men hvis man aldrig rigtig bliver set og hørt, så bliver man heller aldrig rigtig en del af det nødvendige fællesskab. Og det bliver man ensom af – ikke ensom som i: “jeg ser aldrig nogen, jeg taler aldrig med nogen”, for det gør de allerfleste.
Ja man kan faktisk være meget aktiv i sociale sammenhæng, men inderst inde, så er man ensom – ensom som i følelsen af at være alene, midt i det hele.
Tendensen er, i de seneste årtier, desværre ligeledes blevet sådan, at det er meget vigtigt at være den som alle de andre ser op til – den som får flest likes på facebook, instagram, linkedIn og twitter.
Og det gør dem, som er i midten eller længere nede mere usynlige, mere ligegyldige og mindre set og hørt sådan rigtigt.
Før i tiden betød det da også noget, om vi var noget eller ej, men eksponeringen af, om man er noget eller ej, er stærkt ekspanderet med de sociale medier.
Nu ved alle, som man er venner med på facebook eller twitter(nære eller perifere), om man er er noget eller ej, og så retter man sig ind efter det.
Og så sker der desværre det, at risikoen for at vi ikke ser og hører hinanden, sådan rigtigt, bliver meget større.
Risikoen er desværre, specielt hos de unge, stærkt øget fordi SoMe er så vigtig en del af deres liv, og det er en rigtig dårlig kombination med det at være en teenager, som i deres udviklingsstadie samtidig er ekstra sårbare, og dermed oplever de denne ensomhed meget stærkere. De har særligt brug for at blive set og hørt sådan rigtigt.Og det betyder, at vi i sidste ende får mange flere unge, og senere voksne som er meget ensomme helt inderst inde – som står i et selskab – alene.
Men det kan vi forældre heldigvis gøre noget ved hvis vi er opmærksomme på, at vores børn i dag har brug for at blive set og hørt sådan rigtigt, i en endnu højere grad, end vi havde, og at det er nødvendigt at vi påtager os det ansvar, at se og høre dem sådan rigtigt – helt ind i hjertet <3 og samtidig lære dem at se og høre andre sådan rigtigt <3