Når teenagere opfører sig fjollet og måske endda lettere grænseoverskridende, er vores holdning til det ofte ”sådan er teenagere”. Men, når vi siger sådan, legitimerer vi faktisk adfærden.

Et eksempel: Mine sønner går i 5.klasse. En dag i fjernundervisningen var en af drengene i klassen blevet klippet, og læreren udbrød ”hvor er det heldigt at du ikke er nede i skolen, for så ville du have fået et slag i nakken”, hvorpå hun grinede og fortalte om en adfærd iblandt større teenagedrenge hvor de slår hinanden i nakken, når de er blevet klippet, og siger “I like your Cut G”. Da en af mine drenge sagde “arhh det er da ikke okay” var hendes svar “sådan er det at være teenagere, de gør dumme ting”.

Højst sandsynligt ved hun slet ikke hvad det gør ved børnene når hun kommer med sådanne udtalelser.

Men børnene hører hendes holdning(sådan er det at være teenagere, de gør dumme ting), og ser hendes kropssprog(hun griner) og opfatter dermed en legitimering af teenageres opførsel.

Sådan behøver det dog ikke at være hvis vi er opmærksomme på hvor meget vores sproglige adfærd har indflydelse på andre