Psykiateren Johan Cullberg har engang sagt, at det at udtrykke følelser i ord kan have samme virkning som at tænde lyset i børneværelset, når det spøger. Meget bliver enklere og mere ufarligt.

Men hvad betyder det? Det betyder i princippet, at når vi sætter ord på vores følelser, de bange men også de frustrerede og de vrede, ja faktisk alle følelser, så sætter vi en refleksion, der hjælper os med at holde styr på hvorfor vi føler som vi gør, i gang.

Refleksionen kan vi i princippet både opnå når vi taler med os selv, og når vi taler med andre om vores følelser.

Det er dog ofte sådan at vi bedst reflekterer når vi har lyttere, og grunden til dette er, at vi er nødt til at forklare den anden hvad der sker inde i os, og forklaringen er med til at sætte reflekterende tanker i gang.

Den anden behøver ikke altid at komme med spørgsmål eller kommentarer, for det er ofte vores egne forklaringer der sætter vores refleksioner i gang, og det er derfor nok, med en der lytter til det vi siger. Nogle gange kan et spørgsmål fra den anden dog også sætte refleksionen i gang.

Vi er generelt ret komfortable med at tale om vores følelser når vi taler om positive følelser, for det er behageligt at tale om, men de mindre rare følelser som frustration, angst, forvirring, kedafdethed eller vrede vækker ubehag, og vi har derfor en tendens til, at prøve at gemme dem væk, eller springe deres vigtighed over.

Men den manglende reflektering af ubehagelige følelser, har dog en ret så vigtig betydning for vores opfattelse af os selv og verden.

Får vi nemlig ikke talt om vores ubehagelige følelser, lagres de, og bliver med tiden udefinerbare. Denne udefinerbarhed forplanter sig i en manglende tilfredshed af os selv og vores omgivelser.

Og lagringen af den manglende tilfredshed, ophober sig, og når det fylder for meget, dvs. når glasset er fuldt, ender det med en uhensigtsmæssig adfærd overfor andre mennesker – ofte mennesker der ikke har noget med den manglende tilfredshed at gøre. Vi får nemlig vores udefinerbare ubehagelige følelser, via eksplicitering – indirekte som direkte, sproglig som non-verbal, ud på verden omkring os.

Og måden vi gør det på, er via brug af sarkasme, ironi, prankning, drillerier, spydigheder, gestikulationer eller/og uhensigtsmæssige følelsesmæssige udbrud.

Det er derfor vigtigt at tale om og dermed reflektere over alle følelser vi har – også de ubehagelige.

Udvikling sker når vi reflekterer på hele mennesket.