Me Too bevægelsen har for mål at ændre vores måde at interagere på, kønnene imellem, fordi vi interagerer og forstår hinanden forskelligt, og det giver en ubalance, som nogle gange fører uhensigtsmæssige tiltag med sig.

I den forbindelse, er det vigtigt at se på vores opdragelse når vi skal til at ændre vores adfærd overfor hinanden. Og selvom det er kvinden der føler sig mest udsat, har hun faktisk en lige så stor indirekte andel i vores måde at se hinanden på. Dvs. det er begge køn der skal sørge for, at vi i fremtiden ændrer adfærd, men hvorfor er det det?

I bogen ”Gender trouble” skrevet af den kendte amerikanske filosof Judith Butler forklarer hun hvordan man indenfor en diskurs/sammenhæng integrerer elementer som passer ind i kulturens normer – dvs.- hvad er ”naturligt” at gøre og sige. Det sociale køn ligger nemlig i performativiteten.

Det vil med andre ord sige, at vores identitet kommer til at handle om, at prøve at passe ind i den kultur vi lever i, altså vi lærer hvordan vi skal agere i forskellige situationer, så det passer ind i de normer vores kultur er opbygget af.

Ifølge Judith Butler, handler det nemlig om information om den ubevidste kønsbestemte adfærd, vi har i den kultur vi lever i.

Vi opdrager nemlig stadig vores piger relationsorienterede og vores drenge køns/målorienterede. Og det giver selvfølgelig forskellige indgangsvinkler og fremgangsmåder når de to køn interagerer. Pigen og senere kvinden fokuserer nemlig på den relation der skabes mellem hende og andre, mens drengen og senere manden fokuserer på et mål defineret ud fra hans køn. Dette giver en ubalance når de to køn mødes, for de fokuserer på to forskellige ting i deres møde.

Den amerikanske sociolog og professor Nancy Chodorow har fremført en tilknytningsteori som handler om moderens påvirkning, som det første objekt barnet relaterer sig til. Identificeringen forbindes med kønsidentitet, hvilket vil sige at pigen identificerer sig via relationen med moderen, som er samme køn, hvorimod drengen, der jo ikke er samme fødte køn, er nødt til at identificere sig ud fra en afstandstagen fra det kvindelige. Drengen skal dermed nyidentificere sig med ideen om det mandlige.

Simplificeret betyder det, at pigens fokus bliver på det relationelle og drengens bliver på det mandlige køn og det at nå målet at blive en mand.

Vores identifikation starter nemlig allerede fra vi er ganske små, og den identifikation er, ifølge Nancy Chodorow, morens og farens ansvar. De har nemlig et ansvar i forhold til de roller de har som socialt køn i – det relationelle og det målorienterede.

De to ovenstående teorier betyder i praksis, at vi allerede fra det øjeblik vi ved hvilket køn vores barn har, forholder os til barnet ud fra normer der er givet i samfundet, og vi socialiserer dermed vores barn ud fra forskellige værdier, alt afhængig af om det er en dreng eller en pige – piger bliver relationsorienterede og drenge køns/effektivitetsorienterede fordi vores samfund, og dermed vores opdragelse, stadig er sådan skruet sammen.

Simplificeret betyder det, at piger bliver til kvinder, der styres af hensynet til andre, mens drenge bliver til mænd, der styres af effektiviteten i at nå et mål.

I vores arbejde på at ændre vores måde at se verden på, er vi altså nødt til at se på vores opdragelse af vores børn, ellers når vi aldrig målet.

Vi tildeler nemlig stadig vores børn forskellige kønsroller afhængig af om det er en dreng eller pige vi har.

Vi forholder os altså jvf. ovenstående primært til to ting – tilknytningen der definerer kønnet, og handlingen der definerer kønnet.

Men selvom vi nu er blevet opmærksomme på at dette møde ikke altid giver hensigtsmæssige resultater kan vi ikke opnå en fuldstændig ændring før vi ændrer vores opdragelse af vores børn.

Og opdragelsen kan ændres hvis både mor og far bliver bevidste om deres roller, i forhold til deres eget køn. Hvis moren ikke er så forskellig i sin opførsel overfor de to køn, er der sandsynlighed for, at drengen ikke vil tage så stor afstand fra moderens køn, som han gør nu. Og hvis faderen er klar over sin mangel på det at vise sig som person, og ikke som køn, kan forældrene sammen internt i familien ændre mønstret.

Med Chodorow og Butler i baghovedet kan vi altså bevidstgøre og tydeliggøre mønstre i vores tilknytninger og handlinger, som vi bærer videre generation efter generation, og denne bevidstgørelse kan bidrage til ligestillings/adfærdsprocessen.

Både tilknytningen og handlingen er altså afhængig af forældrenes bevidsthed om den kønsforskellige måde vi som forældre ser vores børn på. Og vores bevidsthed skal koncentrere sig om vores adfærd overfor de to køn, for at kunne ændre fremtiden.

Den adfærd vi forældre kan ændre

I denne adfærd er der to opmærksomheder vi, som forældre, skal have. Den ene opmærksomhed er vores kropssprog, dvs. vores non-verbale adfærd og den anden opmærksomhed er det vi siger, dvs. vores verbale adfærd.

Non-verbalt opfører vi forældre os forskelligt, lige fra fødslen, om det er en dreng eller en pige. Vi holder dem eks. forskelligt – vi holder vores drenge mere fast fordi vi, ganske ubevidst, opfatter dem som mere robuste og ”vilde”, og vi holder pigerne mere blidt fordi vi, ganske ubevidst, opfatter dem som mere ”skrøbelige” end drengen. Når de vokser op tænker vi også oftere om drengen at han kan holde til mere end pigen både rent fysisk men også rent socialt.

Verbalt handler det om udsagn når vi taler med, og om børnene. Vi beskriver pigerne ud fra termer som blødhed, finhed og sarthed, og sønnerne ud fra termer som robusthed, grovhed, opvakthed og styrke osv.

Vi taler eks. anderledes om drengene der løber rundt og svinger med kæppe end vi gør om pigerne der gør det samme osv.

Vi taler om anderledes om drengeadfærd end vi gør om pigeadfærd – ”drenge slås måske eller er grovere i munden men de får det klaret med det samme”(det er ikke sandt by the way) mens piger ”fnidrer og taler bag om ryggen på hinanden”(fnidder er ikke fnidder men frustration og den omtale er med til at definere hvad de skal gøre når de overhører det)

Men vi skal altså, som forældre, koncentrere os om at blive bevidste om vores forskellige adfærd overfor de to køn som børn, for at kunne ændre vores adfærd overfor hinanden som voksne.

Som den kendte franske sociolog Pierre Bourdieu sagde: ”gennem oplysning kan man bryde de sociale kønsroller”.